Store dele af børn og unges hverdag foregår i det digitale rum, og det er vigtigt at understøtte deres digitale dannelse. Folkeskoleforligskredsen besluttede derfor den 7. december 2021 at afsætte midler til en styrket og national indsats for digital dannelse.
Private og offentlige aktører har haft mulighed for at søge midler fra en pulje til at gennemføre indsatsen som ét samlet projekt. Børne- og Undervisningsministeriet har på baggrund af ansøgningsrunden besluttet at tildele puljens 48,6 mio. kr. til et konsortium bestående af Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik.
Konsortiet vil fra tildelingstidspunktet til 2026 gøre følgende:
- Etablere Den Digitale Trafikklub for Børn og Unge, som skal styrke børn og unges kundskaber og forudsætninger for at begå sig trygt og sikkert på nettet.
- Udarbejde koncepter for og understøtte skolepatruljer for digital færdselssikkerhed, som skal medvirke til sund digital kultur på skoler og ungdomsuddannelser, hvor børn og unge passer på hinanden og sig selv på internettet.
- Samle eksisterende og udarbejde nye undervisnings- og forløbs materialer om digital dannelse.
- Gennemføre en kommunikationsindsats om krænkende adfærd på internettet.
Initiativerne skal blandt andet oplyse og kvalificere samtalen om digital dannelse både mellem børn og unge, og mellem børn og unge og de voksne omkring dem. Initiativerne skal også understøtte et fælles fokus på digital dannelse på tværs af børn og unges hjem, skole, uddannelse og fritidsliv. Ud over at formidle information og vejlede, vil projektet have fokus på at engagere børn, unge og voksne i arbejdet med at styrke børn og unges digitale dannelse.
Konsortiet vil senere fortælle nærmere om planerne for projektet.
Læs aftaleteksten
- Nyhed om åbning for ansøgere til puljen: Pulje til styrket indsats for digital dan-nelse af børn og unge er åben | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk)
- Rammerne for puljen kan findes i vejledningen om puljen (Pulje til styrket ind-sats for digital dannelse af børn og unge | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk))
- Nyhed om folkeskoleforligskredsens aftale fra december 2021: Ny aftale skal styrke børn og unges digitale dannelse | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk)
- Nyhed på em.dk om offentliggørelsen af S-udspillet ”Sociale mediers ansvar”: Regeringen vil skærpe kravene til tech-giganter og sociale medier