Når børn fra underklassen klarer sig markant dårligere i skolen, tror nogle måske, de er dummere end andre folks børn og derfor blot skal gå endnu mere i skole. Det kunne også skyldes, at det kræver hårdt arbejde at blive dygtig.
Nogle elever er godt og grundigt trætte af skolen. Det kan være svært at forstå for alle os, der lever i den snakkende klasse. Men for dette mindretal af unge kan skolen virke som en uendelig ørkenvandring.
Derfor foreslår regeringen, at det skal være muligt for de ældste elever at gå i skole tre dage om ugen. De sidste to dage kan eleverne være på en virksomhed eller måske på teknisk skole.
Det kalder Jyllands-Postens lederskribent for »et maskefald for Socialdemokratiets aktuelle sindsforvirring«. Redaktionen spørger, hvor denne politik ville have efterladt underklassen tidligere? Hvad ville der være sket med Jeppe Aakjær, hvis han havde været i juniormesterlære? Og hvad med Yahya Hassan eller Anker Jørgensen? Gode spørgsmål!
Selvom jeg godt vil understrege, at juniormesterlæren langtfra kun er et tilbud til børn fra ressourcesvage familier, så giver Jyllands-Postens leder mig anledning til at sætte lidt flere ord på skolepolitikkens svigt af underklassens børn.
I moderne skildringer af dem er de nemlig altid ofre for forældrenes svigt og overgreb.
Se bare Lisbeth Zornig Andersen eller netop Yahya Hassan. Eller de børn i tv-dramaer med familier plaget af vold, druk og sort arbejde. Lisbeth og Yahya lyver ikke. Men deres historie er undtagelsen.
Jeg anerkender, at det kan være lettest at forstå familier som min egen, hvis de er voldelige, dovne og fordrukne. Så kan folk sætte kaffe over, trække Ikea-tæppet helt op under hagen og svælge i den stigende sociale tv-pornografi , hvor tilværelsen i Bistandsdanmark klippes sammen til underholdning i primetime.
Og så kan nogle fra venstrefløjen ynke de fattige. Og så kan nogle frahøjrefløjen forlange, at pisken svinges med endnu større styrke. Også kan de samme fra venstrefløjen forsvare et system medhundredtusinder på overførselsindkomst. Og så kan de samme fra højre fløjen forlange, at satserne for understøttelse sænkes yderligere. Men en ting kan alle blive enige om: Jo mere skole, jo bedre. Det er alt sammen lige håbløst. Lad mig forklare hvorfor.
Et stort mindretal af børn vokser op i underklassen. De fleste af os uden svigt og overgreb. Vi har intelligente, kærlige og lovlydige forældre. Min bror og jeg blev ikke slået. Vores mor drak aldrig. Hovedparten af familierne i underklassen har et helt andet problem: De er blevet tilskuere til arbejdslivet.
Ingen voksne i hjemmet har et job. Få andre i familien arbejder. Naboerne går hjemme. Penge kommer fra sagsbehandleren. Ingen taler om uretfærdige chefer og nye kolleger. Der er aldrig rigtig travltog derfor aldrig rigtig ferie.
En ung fyr fortalte mig engang, at der kun var lys i to vinduer i hele hans boligblok, når han stod og ventede på bussen klokken syv –fordi ingen andre havde noget at stå op til.
Børn, der vokser op i familier, som kun er tilskuere til arbejdslivet, risikerer at arve sæsonkortet til den passive tribune, hvis vi holderfast i, at kun skolen kan løfte dem ud af underklassen.
Socialforskningsinstituttet beskrev i 60’erne underklassen som ufaglærte familier, der udgjorde 23 procent af befolkningen. De havde lave lønninger, dårlige boliger og svære sundhedsproblemer. Men var trods alt en gruppe mennesker, der gik på arbejde og forsørgede sig selv.
Nu beskrives underklassen som de 21 procent af befolkningen, der erkendetegnet ved langvarig arbejdsløshed eller permanent sygdom. Selvforsørgelse er på et halvt århundrede afl øst af overførsler i underklassen. Stolthed er afl øst af manglende selvværd. Og hårdt arbejde af mindst lige så hård arbejdsløshed og sygdom.
Da jeg blev politisk aktiv som 14-årig, lærte jeg at synge ”Når jeg ser et rødt fl ag smælde”. Men jeg følte mig altid falsk, når vi nåede til strofen: »Jeg har set min fader ranke/ ryggen op i flagets brus«. Gu’har jeg ej!
Hvis jeg deltog i 1. maj-arrangementer, var det for at samle fl asker. Underklassen står ude foran med svovlstikkerne og kigger ind på arbejdsmarkedet, og det er den mest markante forandring af velfærdsstaten siden socialreformerne i 1930’erne.
Da præsten Niels Blicher i 1795 beskrev almuen i Viborg Amt, forklarede han omhyggeligt, hvordan de fattige sognebørn klædte sig i løstsiddende almueklæder, talte drevent almuemål og gik på en særlig doven, vuggende måde, hvor de stødte hårdt i knæene. Vor tids sociologer kan nok skrive lignende rapporter om en lad tøjstil, dialekt og kropssprog i underklassen.
Men i beskrivelsen af datidens underklasse kendte almuen kun til hårdt arbejde. Alle i deres familie arbejdede. Alle andre, de kendte, arbejdede. Fra morgen til aften. Den gamle almues problem var, at de havde gået alt for lidt i skole.
Derfor ville Grundtvig og resten af dannelsesbevægelsen sætte dem på skolebænken, præsentere dem for bøger og skolelærere. Sådanvoksede der et selvbevidst uddannet folk ud af almuen.
I dag kender børnene af underklassen alt for ofte intet til arbejde, men alt til skole. Alligevel smider vi stadig skolebøger efter sociale problemer.
Men tro mig, børnene har efterhånden lært at undvige. De udsatte børns evne til at begå sig over for lærere, socialrådgivere og sagsbehandlere er forfinet til perfektion. Jeg lærte selv at udfylde et dagpengekort som 10-årig.
Måske skulle vi i stedet præsentere børn og unge fra underklassen noget mere for arbejdslivet og ikke kun for skolen?
Når børn fra underklassen klarer sig markant dårligere i skolen, kan nogle måske tro, at de er dummere end andre folks børn og derfor blot skal gå endnu mere i skole. Men det kunne også skyldes, at det kræver hårdt arbejde at blive dygtig. At kunne færdiggøre opgaver, at kunne fastholde koncentrationen og at kunne udsætte øjeblikkelige behov. Kort sagt: at kunne arbejde.
For de fleste forældre er det naturligt, at man nogle gange skal gøre åndssvage ting på en arbejdsplads, fordi chefen nu engang siger det. Det er naturligt, at penge er en modydelse for arbejde. At tandlægebesøg helst skal ske uden for arbejdstiden. At man ikkesidder og glor i sin mobiltelefon hele middagspausen. At man ikke kan blive hjemme, fordi kæresten er syg. At man også kommer ud af dynerne på en mørk, kold, fugtig decembermandag. Derfor videreleverer forældrene helt ubevidst de samme værdier til deres børn.
Det er ekstremt værdifulde karakteregenskaber, børn ikke kan læse sig til. De skal enten læres gennem opdragelse eller arbejde. Jeg tørslet ikke tænke på, hvor jeg ville være i dag uden mine avisruter. Jeg mener derfor, at en tidlig introduktion til arbejdslivet er det absolutvigtigste socialpolitiske tiltag. Faktisk viser en ny analyse fra Rockwool Fonden, at arbejdsmarkedet har større betydning end skolen for social mobilitet i underklassen.
Derfor har vi øget virksomhedernes incitament til at oprettepraktikpladser. Derfor er de nye FGU’ers værkstedsbaserede skoleform genial. Derfor vil vi sikre, at alle skoleelever kommer i erhvervspraktik. Derfor er 37 timers aktivering af indvandrer kvinder i nyttejob også et godt initiativ for deres børn.
Og derfor foreslår vi juniormesterlæren for blandt andet de unge, der bliver skoletrætte sidst i den undervisningspligtige alder.
Kort sagt: Derfor har nogle af “Jeppe Aakjær-børnene” i 2023 lige så meget brug for at opleve en drejebænk som en skolebænk. Det er altså langtfra et »maskefald for Socialdemokratiets aktuelles sindsforvirring«. Faktisk snarere tværtimod.