Erhvervsuddannelserne, og særligt jord- og landbrugsuddannelserne, spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling. Der er derfor behov for at understøtte jord- og landbrugsuddannelser til at følge med i den hastige teknologiske udvikling i en tid, hvor klimaudfordringer og bæredygtig produktion stiller store krav til dansk jord- og landbrug.
Derfor afsætter regeringen nu midler til oprettelsen af Videnscenter for Jord- og Landbrug for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser inden for jord- og landbrugsområdet. Konkret afsættes der 4,4 millioner kroner årligt fra 2024 og frem til drift af videnscentret samt 7,5 millioner kroner i 2024 og 3,0 millioner kroner i 2025 til udstyr til videnscentret.
Der findes allerede ti videnscentre for erhvervsuddannelser, der for eksempel dækker over velfærdsuddannelserne, handelsuddannelserne samt bæredygtigt håndværk. Der pågår i øjeblikket en evaluering af disse videnscentre. Evalueringens resultater vil være en del af grundlaget for oprettelsen af Videnscenter for Jord- og Landbrug, herunder hvilke opgaver og mål det skal løfte.
Det nye videnscenter skal blandt andet understøtte den grønne omstilling af dansk landbrug ved at styrke viden og kompetencer inden for bæredygtighed og grøn omstilling samt understøtte erhvervsskoler og udbydere af arbejdsmarkedsuddannelser i deres arbejde med nye teknologier. For eksempel ved at udarbejde og afprøve nye undervisningsforløb.
Videnscenteret skal dermed bidrage til, at elever på erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser får kompetencer til en mere bæredygtig fødevare- og landbrugsproduktion, ligesom at videnscentret skal bidrage til opkvalificering og kompetenceudvikling af underviserne, så de kan integrere den nyeste viden og teknologi i deres undervisning. Samtidig vil Novo Nordisk Fonden indgå i et partnerskab om at sikre den grønne omstilling af jord- og landbrugsuddannelser, som etableringen af videnscenteret også skal bidrage til. Det skal afdækkes, hvordan der i samarbejde med sektoren kan sikres fremtidens grønne kompetencer i land- og jordbruget.
”Landbruget spiller en vigtig rolle i forhold til at få nedbragt vores CO2-aftryk, og derfor er jeg utroligt glad for, at vi nu opretter et videnscenter, som skal sikre, at eleverne på land- og jordbrugsuddannelser bliver endnu bedre klædt på med de kompetencer, der rent faktisk er brug for ude i virksomhederne,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
”Det er enormt glædeligt, at der er så stor en søgning til landbrugsskolerne. Det viser, at der er mange unge, der gerne vil landbruget. Det skal vi selvfølgelig understøtte. Derfor er jeg meget glad for, at regeringen i dag kan lancere et videnscenter for jord- og landbrugsuddannelserne. Vi har brug for stærke landbrugsuddannelser, så kommende landmænd bliver rustet til de nye krav og muligheder, som en mere bæredygtig fødevare- og landbrugsproduktion indebærer. Jeg håber også, at videnscenteret kan hjælpe med styrke interessen for landbrugsuddannelserne, så endnu flere unge får lyst til at engagere sig i erhvervet. Vi har brug for nye kræfter til at sikre, at Danmark også i fremtiden har et stærkt landbrugserhverv,” siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V).
Videnscenteret forventes etableret i løbet af 2024.
Om Videnscenter for Jord- og Landbrug
Der eksisterer i dag ti videnscentre for erhvervsuddannelser, der blandt andet har til formål at sikre, at udstyr og kompetencer på erhvervsuddannelserne følger med den digitale og teknologiske udvikling samt med den grønne omstilling. Jordbrugets uddannelser, herunder blandt andet landbrugsuddannelsen, har dog indtil nu ikke været dækket af et selvstændigt videnscenter.
I 2021 vedtog et bredt flertal i Folketinget ”Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug”. Af aftalen fremgår det blandt andet, at landbruget skal omstilles til at være mere klima- og miljøvenligt, og at landbrugets udledning af drivhusgasser skal nedbringes mest muligt under hensyn til en fortsat bæredygtig udvikling af erhvervet, dansk landbrugs konkurrenceevne, sunde offentlige finanser, beskæftigelse, sammenhængskraft og social balance.
Erhvervsuddannelserne har til formål at forberede eleverne til det fremtidige arbejdsmarked. Den grønne omstilling af landbruget, som følger af den politiske aftale, medfører, at skoler, der udbyder jord- og landbrugsuddannelser, skal tilrettelægge undervisningen, så denne afspejler aftalens målsætninger.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet udmelder på vegne af Børne- og Undervisningsministeriet en ansøgningsrunde, hvor erhvervsskoler kan søge om at blive værtsinstitution for Videnscenter for Jord- og Landbrug. Efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU) træffer børne- og undervisningsministeren beslutning om, hvor videnscentret bliver placeret.