Hop til indhold

Det får flere ledige ufaglærte voksne til at søge ind på en erhvervsuddannelse, når virksomheder modtager et højere løntilskud til voksne elever over 25 år. Samtidig får det færre til at søge ind på en erhvervsuddannelse, hvis løntilskuddet reduceres.

Det viser en ny undersøgelse, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har lavet på vegne af Børne- og Undervisningsministeriet. Undersøgelsen har målt, om voksenlærlingeordningen, hvor virksomheder modtager løntilskud til voksne elever over 25 år, påvirker tilgangen til, frafaldet på samt gennemførslen af en erhvervsuddannelse blandt voksne ufaglærte.

Stigningen skyldes ifølge undersøgelsen, at højere tilskud påvirker virksomhedernes incitament til at indgå uddannelsesaftaler med voksne elever i en positiv retning. Det højere udbud af praktikpladser og bedre vilkår under uddannelsen gør det dermed mere attraktivt for ledige ufaglærte voksne at tage en erhvervsuddannelse.

Fokuserer man på de ufaglærte voksne i beskæftigelse, har tilskudssatsen ikke nogen umiddelbar effekt på tilgangen til erhvervsuddannelserne. 

Der er løbende foretaget ændringer af voksenlærlingeordningen i form af højere eller lavere tilskudsbeløb samt kortere eller længere tilskudsperiode. Undersøgelsen viser, at ændringer på 5-10 kr. i timen i voksenlærlingeordningens tilskuds-sats påvirker tilgangen til erhvervsuddannelserne blandt ufaglærte voksne i ledighed med omtrent ét procentpoint. Højere tilskudssatser øger med andre ord tilgangen blandt ufaglærte voksne i ledighed, mens lavere tilskudssatser reducerer tilgangen. 

Undersøgelsen viser desuden, at voksenlærlingeordningens tilskudssatser ikke påvirker frafald og gennemførsel på erhvervsuddannelserne. Dette kan blandt andet skyldes, at det i højere grad er afgørende for gennemførelse af uddannelsen, hvor stor en del af perioden i lære, der er dækket af tilskud til virksomheden, og ikke selve tilskudssatsen.  

”Det er vigtigt, at vi har et fleksibelt uddannelsessystem, hvor der også er plads til mennesker, der ikke går den lige vej fra folkeskole til ungdomsuddannelse. På vores erhvervsuddannelser skal der også være plads til de voksne, der har lidt mere erfaring med arbejdsmarkedet. Dem, som måske har arbejdet ufaglært på værksted eller i ældreplejen, og som lidt senere i livet gerne vil tage en faglært uddannelse og få et svendebrev i hånden. Derfor er jeg også rigtig glad for, at regeringen med finanslovsforslaget foreslår at investere massivt i erhvervsuddannelserne for at styrke kvaliteten på skolerne rundt om i landet,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Læs mere i rapporten ”Effekten af voksenlærlingeordningen på tilgangen til erhvervsuddannelser” (pdf).

Om undersøgelsen

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har undersøgt effekten af voksenlærlinge-ordningens tilskudssatser ved at følge unge og voksne i alderen 22-28 år, som er akkurat under og over aldersgrænsen for voksenlærlingeordningen, over tid i en periode, hvor tilskudssatsen er blevet ændret flere gange.

EVA har undersøgt, hvordan tilskuddet påvirker tilgangen til, frafaldet på samt gennemførslen af en erhvervsuddannelse blandt ufaglærte voksne.

Om voksenlærlingeordningen

Voksenlærlingeordningen giver arbejdsgivere, der indgår uddannelsesaftale med voksne over 25 år, ret til tilskud til den løn, de betaler personen i praktikperioden. Ordningen sigter mod at give voksne bedre mulighed for at tage en erhvervsuddannelse og derved styrke deres kvalifikationer og kompetencer, så flere ufaglærte bliver faglærte og kommer i beskæftigelse. Ordningens tilskuds-sats lyder i 2023 på 30 kr. i timen i op til to år for beskæftigede ufaglærte og 45 kr. i timen i hele uddannelsesperioden for ledige ufaglærte.

Ordningens målgruppe består af voksne (over 25 år) ledige faglærte, herunder ledige faglærte med en forældet uddannelse, såvel som ledige og beskæftigede ufaglærte. Undersøgelsen fokuserer udelukkende på voksne ufaglærte i ledighed såvel som i beskæftigelse.