Hop til indhold

Næsten lige så mange unge begynder på erhvervsuddannelserne, som på gymnasiale uddannelser. Men mens 89 procent af eleverne på de gymnasiale uddannelser forventes at fuldføre, forventes kun 59 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne at fuldføre. 

Det viser en ny opgørelse fra Børne- og Undervisningsministeriet. Opgørelsen bygger på historiske data og er derfor forbundet med en vis usikkerhed. 

Figur 1: Forventet fuldførelse og frafald på erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelse blandt elever med start i 2021.

Anm. Opgjort på baggrund af påbegyndte elever på gym og eud i 2021, og deres forventede fuldførelse. Der er store usikkerheder forbundet med opgørelsen. Fuldførelsesprocenten baserer sig både på allerede kendt adfærd fra eleven, men også på en modelberegning af elevens forventede fremtidige adfærd, hvis eleven på måletidspunktet stadig er i gang med sin uddannelse. Fuldførelsesprocenten er baseret på følgende variable: Tidspunkt for start på uddannelsen (år), Uddannelse, Køn, Herkomst, Institution (hovedinstitution). Antallet af elever med start på erhvervsuddannelserne er faldet til ca. 45.300 i 2022, mens antallet af elever med start på de gymnasiale uddannelser er nogenlunde uændret.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet, egne beregninger.

 

Samtidig viser opgørelsen, at gennemsnitsalderen for elever, der begynder på en erhvervsuddannelse, er over 25 år. Til sammenligning er gennemsnitsalderen for nye elever 17 år på gymnasiale uddannelser (stx, hf, hhx, htx). 

Eleverne på erhvervsuddannelserne har i højere grad end elever på de gymnasiale uddannelser tidligere forsøgt sig med en ungdomsuddannelse. Konkret har 27 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne tidligere afbrudt en ungdomsuddannelse, som i de fleste tilfælde er en erhvervsuddannelse. 

”Vi har brug for, at mange flere gennemfører en erhvervsuddannelse, hvis vi skal have arbejdskraft til at sikre den ambitiøse grønne omstilling af vores samfund og dygtige medarbejdere til at yde pleje og omsorg for vores ældre. Opgørelsen viser at der er flere, som ovenikøbet flere gange prøver kræfter med en erhvervsuddannelse uden at gennemføre. Det må vi kunne gøre bedre. Derfor er jeg også glad for, at regeringen netop har foreslået at afsætte et kæmpestort beløb til erhvervsuddannelserne, hvor vi blandt andet skal se på tiltag for, hvordan vi får nedbragt frafaldet,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.