Både den grønne omstilling, nye teknologier, stigende pensionsalder og pres på velfærden stiller nye krav til arbejdsstyrkens kompetencer og omstillingsevne. Det er derfor afgørende, at der er gode muligheder for at udvikle, omstille og uddanne sig løbende gennem hele arbejdslivet.
Det mener regeringen og arbejdsmarkedets parter (DA, FH, KL, Danske Regioner, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Lederne og Akademikerne), der netop har indgået en trepartsaftale om langsigtede investeringer i voksen-, efter- og videreuddannelsesområdet. Med aftalen afsættes der 360 millioner kroner årligt til et varigt løft af efter- og videreuddannelsesindsatsen i Danmark.
Parterne er blandt andet enige om en række tiltag, der skal styrke voksnes basale færdigheder. Målet er, at flere voksne får grundlæggende læse-, regne- og it-færdigheder, der gør dem i stand til at tage yderligere uddannelse og klare sig godt på arbejdsmarkedet.
Omstillingsfonden udvides og videreføres med 100 millioner kroner årligt, så både ufaglærte, faglærte og personer med korte og mellemlange videregående uddannelser til og med professionsbachelorniveau kan få tilskud til at efter- og videreuddanne sig på videregående niveau.
Med aftalen styrkes også arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU). Der afsættes blandt andet 119 millioner kroner årligt varigt til takstforhøjelser mv., ligesom der afsættes 30 millioner kroner årligt fra 2024 til 2026 og 20 millioner kroner varigt fra 2027 og frem til at styrke og udbrede digital læring. Det skal sikre, at ufaglærte og faglærte også i fremtiden har adgang til erhvervsrettet efteruddannelse af høj kvalitet. Ambitionen er, at digitale undervisningsforløb kan gøre det mere fleksibelt at opkvalificere sig – både i forhold til tid og sted og kursisters mulighed for at lære i sit eget tempo.
Med aftalen etableres desuden en ny AMU-udbudsmodel, som skal understøtte, at virksomheder og kursister ikke går forgæves grundet aflysninger eller for få tilmeldte, når de har brug for et AMU-kursus.
Herudover viderefører aftalen en række initiativer fra den hidtidig gældende VEU-trepartsaftale. Det gælder blandt andet højere løntabsgodtgørelse i forbindelse med deltagelse i AMU-kurser og almen efteruddannelse, fag i basal engelsk og it, krav om prøver i AMU og forsøg med gæstelærere i AMU.
”Vi står lige nu i en situation i Danmark, hvor der er stor mangel på arbejdskraft. Det gælder både i det private, hvor der for eksempel mangler fjernvarmesvejsere, så vi kan føre den grønne omstilling ud i livet. Og det gælder i det offentlige, hvor vi nok mest akut mangler kvalificeret arbejdskraft til at sikre vores ældre en tryg og værdig alderdom. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med denne aftale tager et fælles ansvar for at sikre, at der er gode muligheder for at udvikle og uddanne sig løbende gennem hele arbejdslivet. Efteruddannelse og opkvalificering bidrager til at skabe vækst, velstand og kvalitet i vores velfærd – til gavn for både den enkelte og samfundet,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
”I dag sikrer vi muligheden for, at endnu flere kan efter- og videreuddanne sig. Det er helt centralt, at vi får skabt bedre muligheder for at uddanne sig gennem hele livet og får åbnet flere veje gennem uddannelsessystemet. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan udvide Omstillingsfonden, så flere kan få gavn af de muligheder, den tilbyder,” siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.
”Gode muligheder for efter- og videreuddannelse er helt afgørende for den enkelte lønmodtager, arbejdspladserne og for Danmark, hvis vi skal have de rette kompetencer til morgendagens arbejdsmarked. Samtidig giver det også den enkelte mulighed for relevant efteruddannelse, som kan sikre arbejdsglæde, jobsikkerhed og tryghed. Vi er glade for denne aftale, som stabiliserer området i årene frem. Men det er helt afgørende, at den politiske prioritering af VEU-området ikke stopper her, hvis vi skal sikre rekruttering og fastholdelse til velfærdsområdet og de rette kompetencer til den grønne omstilling,” siger næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Nanna Højlund.
”I DA er vi meget glade for den nye trepartsaftale, der sikrer økonomisk stabilitet, nye tiltag og investeringer. Et effektivt VEU-system, der sikrer, at medarbejderne har de rette, opdaterede kompetencer, er vigtigt for, at virksomhederne kan sikre jobs og vækst i Danmark. Samtidig er vi meget positive over, at der med aftalen bliver igangsat en modernisering af det offentlige system via en national, strategisk satsning på digital læring i AMU-systemet. Det kan give mere fleksible og målrettede tilbud til gavn for både virksomheder og medarbejdere,” siger DA’s administrerende direktør, Jacob Holbraad.
”Med aftalen styrker vi mulighederne for, at både nuværende og kommende kommunale medarbejdere kan omstille og videreuddanne sig. Særligt glæder det mig, at vi både gør efter- og videreuddannelserne mere fleksible og mere teknologiorienterede. For uanset om man er SOSU-assistent, pædagog eller kontoruddannet, skal man kunne gribe de mange muligheder, som de nye teknologiske og digitale værktøjer giver,” siger formand for Børne- og Undervisningsudvalget i KL, Thomas Gyldal Petersen.
”Aftalen sikrer stabile rammer om den fremtidige voksen- og efteruddannelsesindsats. Derudover et det positivt, at også medarbejdere med videregående uddannelser, fx sygeplejersker, bioanalytikere, laboranter m.fl. som noget nyt får mulighed for et kvalifikationsløft med støtte fra omstillingsfonden,” siger formand for Danske Regioners Løn- og praksisudvalg Heino Knudsen.
”Der er fundet en god balance i trepartsaftalen, hvor vi både sikrer opkvalificering af basale færdigheder samtidig med, at faglærte og ufaglærte også fremover kan søge støtte i Omstillingsfonden til uddannelse i ledelse. Livslang læring er en nødvendighed, hvis vi som samfund skal kunne navigere i den grønne og digitale omstilling,” siger administrerende direktør i Lederne, Bodil Nordestgaard Ismiris.
“Trepartsaftalen er god, fordi den over en bred kam forbedrer efteruddannelsesmulighederne for personer med længere uddannelser. I FA er vi særligt glade for den ambitiøse satsning på digital læring og digitale kompetencer. Og med særskilte moduler kan vi nu hurtigt tilpasse kompetencerne til den accelererende kunstige intelligens,” siger underdirektør i FA, Nadeem Farooq.
”Akademikerne glæder sig over, at aftalen giver mange danskere mulighed for at få styrket deres kompetencer. Alle grupper har brug for nye kompetencer i takt med de mange nye samfundsudfordringer. Vi glæder os over, at med aftalen fortsætter ordningen med særskilte moduler, så nye kompetencekrav hurtigt og let kan omsættes til nye kurser. Vi glæder os også over, at flere grupper kan få tilskud fra Omstillingsfonden,” siger formand for Akademikerne, Lisbeth Lintz.
Overblik over centrale initiativer i trepartsaftalen
- Varige takstforhøjelser og kvalitetspulje til arbejdsmarkedsuddannelser (AMU): Der afsættes 119 millioner kroner årligt til en varig videreførelse af takstforhøjelser og kvalitetspulje til AMU.
- En udvidet omstillingsfond: Omstillingsfonden udvides og videreføres med 100 millioner kroner årligt, så både ufaglærte, faglærte og personer med korte og mellemlange videregående uddannelser til og med professionsbachelorniveau kan få tilskud til at efter- og videreuddanne sig på videregående niveau.
- National alliance om løft af basale færdigheder: Der oprettes en national alliance om løft af basale færdigheder mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter og 10-20 store arbejdsgivere i Danmark. Målet er, at få flere arbejdsgivere med, herunder blandt andet små og mellemstore virksomheder. Arbejdsgivere i alliancen forpligter sig til at arbejde systematisk med basale færdigheder.
- National strategisk satsning på digital læring: Der afsættes 30 millioner kroner årligt fra 2024 til 2026 og 20 millioner kroner varigt fra 2027 i at styrke og udbrede digital læring i AMU. Midlerne skal blandt andet gå til investeringer i digitalt læringsudstyr, fælles digital læremidler og kompetenceudvikling.
- Højere godtgørelse i forbindelse med AMU, forberedende voksenundervisning (FVU) og ordblindeundervisning for voksne (OBU): De forhøjede satser for VEU-godtgørelse til AMU og Statens Voksenuddannelsesstøtte til OBU og FVU på 100 procent af den maksimale dagpengesats videreføres varigt fra 2024 og frem.
- Pulje til udbredelse af virksomhedsrettede servicekoncepter og opsøgende arbejde: Der afsættes 13 millioner kroner årligt i 2024-2026 og 7 millioner kroner varigt til investeringer i opsøgende indsatser og vejledning af virksomhederne.
- Udvidelse og videreførelse af FVU-engelsk og FVU-digital: Fagene FVU-digital og FVU-engelsk videreføres varigt fra 2024 og frem og målgrupperne for fagene udvides.
- Varige bevillinger til voksenvejledning og VEU-koordinatorer: Der afsættes 12 millioner kroner årligt til VEU-koordinatorerne og 10 millioner kroner årligt varigt til voksenvejledningen, så voksne og virksomheder fortsat kan få vejledning om muligheder for efteruddannelse og opkvalificering.
- Sporskifteordning: Der afsættes 5 millioner kroner i 2024 og 7 millioner kroner varigt til en ny sporskifteordning, så det fortsat er muligt for medarbejdere, der enten er i risiko for at blive eller er nedslidte, at gennemføre et sporskifte-forløb med henblik på at fastholdelse på arbejdsmarkedet
- Videreførelse af prøvekrav i AMU: Det nuværende prøvekrav i AMU videreføres varigt fra 2024 og frem. Der gennemføres en evaluering i 2026 med henblik på eventuelle justeringer og tilpasninger efter dialog med arbejdsmarkedets parter og udbyderne.
- Ny udbudsmodel for AMU: Der etableres en ny udbudsmodel for AMU med udbudsrunder hvert 5. år og skærpede krav til udbyderne med henblik på at skabe et mere robust AMU-system.
Pressekontakt
Børne- og Undervisningsministeriet: 22 40 09 30
Forsknings- og Uddannelsesministeriet: 72 31 81 81
FH (Dansk Metal, 3F, HK, FOA, DLF, DSR, BUPL og Finansforbundet): 26 11 97 10
DA (DI, Dansk Erhverv og TEKNIQ): 33 38 93 93
KL: 33 70 33 33
Danske Regioner: 51 51 18 18
Finanssektorens Arbejdsgiverforening: 20 44 75 99
Lederne: 23 99 49 62
Akademikerne: 22 49 58 56