Der skal være en hurtig og tryg behandling af sager om seksuel chikane på lærepladser. Det er overskriften for de forslag, et udvalg under Børne- og Undervisningsministeriet nu kommer med.
Udvalget foreslår, at Børne- og Undervisningsministeriet og arbejdsmarkedets parter retter fælles henvendelse til de faglige udvalg for erhvervsuddannelserne med en opfordring til at udarbejde en procedurebeskrivelse for behandling af sager om seksuel chikane.
Derudover foreslår udvalget, at der bør indføres lovhjemmel til, at sager om seksuel chikane kan behandles i et såkaldt fast track i Tvistighedsnævnet, som har til opgave at afgøre sager om uenigheder mellem elev og oplæringsvirksomhed.
Udvalget foreslår endvidere, at Børne- og Undervisningsministeriet gennemfører en evaluering af fast tracks, når der er høstet tilstrækkelige erfaringer.
Udvalgets arbejde og forslag er resultatet af trepartsaftale om initiativer til at modgå seksuel chikane på arbejdspladser. Aftalen blev indgået mellem arbejdsmarkedets parter og den daværende regering (Socialdemokratiet) i marts 2022, og indeholdt blandt andet en ungepakke med fem initiativer målrettet elever og lærlinge på erhvervsuddannelser. Initiativerne har til formål at forbedre elevernes og lærlingenes retsstilling i sager om seksuel chikane.
Børne- og undervisningsministeren vil nu se nærmere på udvalgets forslag og tage stilling til dem.
Udvalget bestod af repræsentanter for Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation, KL, Danske Regioner, Tvistighedsnævnet og Børne- og Undervisningsministeriet.