Hop til indhold

Siden 2017 har ti videnscentre for erhvervsuddannelser været med til at sikre et udstyrs- og kompetenceløft på erhvervsskolerne samt ruste erhvervsuddannelserne til at følge med den hastige teknologiske udvikling. Nu viser en evaluering af videnscentrene, foretaget af EVA i 2023, at de undervisere, elever og ledere, der bruger videnscentrene, generelt oplever videnscentrenes bidrag som relevant og af god kvalitet. Evalueringen viser samtidig, at der er et stort potentiale forbundet med at udbrede kendskabet til videnscentrene blandt mulige brugere.

”Jeg har støttet videnscentre helt fra starten. Det er vigtigt, at erhvervsuddannelserne konstant følger med den teknologiske udvikling. Det går for eksempel rigtig stærkt med ny grøn teknologi, som fremtidens håndværkere skal præsenteres for. Evalueringen viser, at det går bedre og bedre med videnscentrene, men at der stadig er for mange faglærere, der ikke kender dem. Det er et problem, som regeringen vil arbejde videre med”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Evalueringen bekræfter, at videnscentrene har formået at leve op til de mål og opgaver, de blev pålagt ved etableringen i 2017, som blandt andet er at bidrage til, at elever på erhvervsuddannelserne kan håndtere den teknologiske udvikling og matche de kompetencer, virksomhederne efterspørger til brug for den grønne omstilling.

Når anvendelsen af videnscentrene fortsat kan styrkes, peger evalueringen på, at det hænger sammen med lærernes manglende kendskab til videnscentrene, begrænset forberedelses- og undervisningstid og en oplevelse af manglende relevans i forhold til undervisningens konkrete mål.

Videnscentrene for erhvervsuddannelser blev første gang evalueret i 2019. Læs den første evaluering af videnscentrene for erhvervsuddannelser (pdf). De ti videnscentre har finansiering til og med 2024. 

Figur 1: Andel af relevante lærere, som kender videnscentrene (i hhv. 2019 og 2023).

Figur 1, der viser andel af relevante lærere, som kender videnscentrene (i hhv. 2019 og 2023). 

 

Figur 2: I hvilken grad vurder lærerne, at videnscenterets aktivitet er relevant i forhold til deres undervisning og deres elever/kursister? (procent)

 

Om evalueringen

Evalueringen bygger på en kombination af kvalitative og kvantitativ data:

  • Interview med aktører og interessenter fra de enkelte videnscentre: Videnscenterchef(er), videnscentermedarbejdere, repræsentanter fra videnscentrenes styregrupper og advisory boards, elever, lærere, skoleledere, som har anvendt videnscentrene og repræsentanter fra faglige udvalg
  • Spørgeskemaundersøgelse blandt lærere på eud og AMU (1.447 gennemførte besvarelser, hvilket svarer til en svarprocent på 40 procent). Der anvendes samme spørgeramme som i 2019 evalueringen gennemført af Rambøll m.fl., så det er muligt at belyse en eventuelt udvikling i forhold til kendskab og anvendelse
  • Statusnotater samt mål- og aktivitetsplaner fra perioden 2021-2022
  • Videnscentrenes selvevaluering i forhold til egen målopfyldelse, opgavevaretagelse og uddannelses-dækning 
  • Supplerende data fra videnscentrene og videnscenterportalen – herunder interne evalueringer, deltagerlister, brugere på sociale medier

Læs evalueringen (pdf)