Jord- og landbrugsuddannelserne spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling. Derfor besluttede regeringen i november 2023 at oprette et videnscenter for jord- og landbrug, som skal ruste jord- og landbrugsuddannelserne til at følge med den hastige udvikling blandt andet inden for teknologi og grøn omstilling.
Efter en ansøgningsrunde har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet nu godkendt Jordbrugets UddannelsesCenter Århus som værtsinstitution for det nye videnscenter.
Dansk landbrug står midt i en kæmpe omstilling
Det nye videnscenter for jord- og landbrug kommer til at samle kræfterne på tværs af i alt 17 uddannelsesinstitutioner, da alle uddannelsesinstitutioner på jord- og landbrug på erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelsesområdet er gået sammen om en ansøgning om at etablere videnscentret.
”Dansk landbrug står midt i en kæmpe omstilling. Der skal fortsat være fødevareproduktion i Danmark, men det skal ske med et langt mindre CO2-aftryk. Det stiller store krav til skolerne, der skal følge med udviklingen og uddanne eleverne til det fremtidige arbejdsmarked, hvor den teknologiske udvikling går stærkt. Jeg er derfor utrolig glad for, at vi nu får et bredt forankret og fagligt stærkt videnscenter på jord- og landbrugsområdet, der kan være med til at sikre, at den næste grønne generation i jord- og landbruget får de rette kompetencer i nye dyrkningsstrategier eller bæredygtig produktion af husdyr,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Jordbrugets UddannelsesCenter Århus kommer til at udgøre de fysiske rammer for det nye videnscenter. Skolen har flere år haft fokus på at ruste deres uddannelser til den grønne omstilling og er vant til at samarbejde med andre udbydere og aktører om udvikling på området.
”Hos Jordbrugets UddannelsesCenter Århus er vi først og fremmest utroligt glade for, at det er lykkedes de i alt 17 institutioner at blive enige om at pege på én skole som værtsskole for det nye videncenter. Vi er naturligvis beærede over, at valget er faldet på os. Da vi som skole udbyder størstedelen af de uddannelser, der ligger inden for videncentrets område, har vi en god bredde, hvilket gør os i stand til at komme omkring hele spektret. Samtidig ser jeg også vores fysiske placering midt landet som en stor fordel, da det gør det relativt let komme rundt i landet og dække alle skolernes områder. Som værtsinstitution vil vi gøre alt for at bistå videncentret, så det lykkes at blive en succes til gavn for elever og kursister inden for hele videncenterets område,” siger direktør for Jordbrugets UddannelsesCenter Århus, Peter Moesgaard.
Der er afsat varige midler på finansloven til det nye videnscenter. Konkret er der afsat 4,4 millioner kroner årligt fra 2024 og frem til drift af videnscentret samt 7,5 millioner kroner i 2024 og 3,0 millioner kroner i 2025 til udstyr til videnscentret. Efter en femårig periode tages der stilling til behov for justering af videnscentrets organisering, mål, opgaver mv.
Om Videnscenter for Jord- og Landbrug
Følgende uddannelser dækkes af videnscentret:
- Gartner (eud)
- Landbrugsuddannelsen (eud)
- Skov- og naturtekniker (eud)
- Drift af gartneri, havecenter, og planteskole (AMU)
- Landbrugsproduktion (AMU)
- Skovbrug- og naturforvaltning og naturformidling (AMU)
Videnscentret skal understøtte, at erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser inden for jord- og landbrugsområdet kan imødekomme og arbejde aktivt med den grønne omstilling og teknologiske udvikling.
Videnscentret skal dermed bidrage til, at elever og kursister på erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser får kompetencer til en mere bæredygtig fødevare- og landbrugsproduktion, ligesom at videnscentret skal bidrage til opkvalificering og kompetenceudvikling af underviserne, så de kan integrere den nyeste viden og teknologi i deres undervisning.
Der eksisterer i dag ti videnscentre for erhvervsuddannelser, der blandt andet har til formål at sikre, at udstyr og kompetencer på erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne følger med den digitale og teknologiske udvikling samt med den grønne omstilling.
I 2021 vedtog et bredt flertal i Folketinget ”Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug”. Af aftalen fremgår det blandt andet, at landbruget skal omstilles til at være mere klima- og miljøvenligt, og at landbrugets udledning af drivhusgasser skal nedbringes mest muligt under hensyn til en fortsat bæredygtig udvikling af erhvervet, dansk landbrugs konkurrenceevne, sunde offentlige finanser, beskæftigelse, sammenhængskraft og social balance.
Den grønne omstilling af landbruget, som følger af den politiske aftale, medfører, at skoler, der udbyder jord- og landbrugsuddannelser, skal tilrettelægge undervisningen, så denne afspejler aftalens målsætninger.