Modtagelsen af fordrevne fra Ukraine har været en omfattende opgave for kommunerne, som har gjort en stor indsats på området.
De nuværende særregler for fordrevne fra Ukraine på Børne- og Undervisningsministeriets område stod til at udløbe den 1. august 2024. Men et enigt Folketing har med en ny politisk aftale besluttet at forlænge langt størstedelen af reglerne.
Den nye aftale sikrer, at kommunerne fortsat har fleksibilitet til at tilpasse modtagelsen af fordrevne børn og unge fra Ukraine til lokale behov.
Aftalen betyder, at stort set alle eksisterende særregler på Børne- og Undervisningsministeriets område forlænges frem til den 17. marts 2025. Den eneste regel, som bortfalder den 1. august 2024, er muligheden for at oprette særlige tilbud i form af et dagtilbud eller særlige grundskoletilbud. Disse tilbud anvendes i dag af meget få kommuner.
Der er allerede en udvikling i kommunerne, hvor fordrevne børn og unge fra Ukraine i stigende grad indskrives i de eksisterende almene tilbud. Det er vigtigt for aftalekredsen at sikre, at børn og unge fra Ukraine får et dagtilbuds- og grundskoletilbud, hvor de kan trives, lære og udvikle deres danskkundskaber.
Samtidig er det med reglerne på Udlændinge- og Integrationsministeriets område sikret, at det frem til den 17. marts 2025 fortsat vil være muligt at modtage undervisning på ukrainsk og deltage i virtuel undervisning fra Ukraine. På den måde kan fordrevne børn og unge fra Ukraine bevare en tilknytning til deres hjemland.