Hop til indhold

Elever på social- og sundhedsuddannelserne lykkes i højere grad med at indgå en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, inden de afslutter deres grundløb.

Konkret er andelen af elever med en uddannelsesaftale ved afslutningen af grundforløbets 2. del på social- og sundhedsassistentuddannelsen steget fra 89 procent i 2022 til 93 procent i 2023. I 2020 var andelen 67 procent. På social- og sundhedshjælperuddannelsen er andelen steget fra 83 procent i 2022 til 92 procent i 2023. I 2020 var andelen 69 procent. Det viser nye tal fra Styrelsen for It og Læring. 

”Det er en rigtig god nyhed, at flere elever på vores SOSU-uddannelser får en læreplads allerede på grundforløbet. Det giver tryghed for den enkelte elev, som forhåbentlig kan være med til at sikre, at de gennemfører uddannelsen. Det er afgørende for regeringen, at vi får uddannet flere faglærte til vores sundhedsvæsen og ældreplejen. Derfor er jeg også meget glad for, at vi i år har indgået en aftale om at styrke kvaliteten på SOSU-uddannelserne,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Figur 1: Andel elever på social- og sundhedsuddannelserne med uddannelsesaftale ved afslutningen af grundforløbets 2. del, 2020-2023
Kilde: Styrelsen for It og Læring

Lever op til mål om uddannelsesaftaler

Den stigende udvikling på social- og sundhedsuddannelserne betyder, at begge uddannelser lever op til målsætningerne fra Trepartsaftalen fra 2020 om flere lærepladser og entydigt ansvar, hvor mindst 80 procent af eleverne på alle erhvervsuddannelser skal have en uddannelsesaftale ved afslutning af grundforløbets 2. del senest ved udgangen af 2026.

Tallene skal desuden ses i lyset af, at kommunerne i 2021 forpligtede sig på at ansætte voksne elever på 25 år og derover på social- og sundhedsassistentuddannelsen med løn allerede fra begyndelsen af grundforløbets 2. del samt at oprette 9.000 lærepladser årligt, fordelt på 3.000 på social- og sundhedshjælperuddannelsen og 6.000 på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Der kan dog ikke konkluderes nogen sammenhæng mellem initiativerne og stigningen i andelen af elever på social- og sundhedsuddannelserne, der indgår uddannelsesaftale på grundforløbets 2. del.  

Kigger man generelt på alle erhvervsuddannelser, er andelen af elever med en uddannelsesaftale ved afslutningen på grundforløbets 2. del steget lidt fra 65 procent i 2022 til 67 procent i 2023. 

Figur 2: Andel elever med uddannelsesaftale ved afslutningen af grundforløbets 2. del, 2020-2023

Kilde: Styrelsen for It og Læring

 

Se alle tallene på Uddannelsesstatistik (uddannelsesstatistik.dk)

Læs mere om målsætningerne om lærepladser

Faktaboks

Med trepartsaftalen om flere lærepladser og entydigt ansvar fra november 2020 blev det aftalt, at mindst 80 procent af eleverne på alle erhvervsuddannelser skal have en uddannelsesaftale ved afslutning af grundforløbets 2. del senest ved udgangen af 2026. Formålet er, at tidlig aftaleindgåelse skal fastholde eleverne ved at bidrage til mere sammenhængende uddannelse og dermed øge sandsynligheden for at gennemføre uddannelsen.