Hop til indhold

Om stillingen

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet søger nye medlemmer til opgavekommissionerne i følgende fag:

  • Dansk som andetsprog A (hfe) (1 medlem)
  • Dansk A (2hf) (1 medlem)
  • Engelsk B (stx) (1 medlem)
  • Fransk begynder/fortsætter A (hhx) (1 medlem)
  • Fransk begynder/fortsætter A (stx) (2 medlemmer)
  • Fysik A (stx) (1 medlem)
  • Græsk A (stx) (1 medlem)
  • Matematik A og B (hhx) (1 medlem)
  • Musik A (stx) (1 medlem)
  • Samfundsfag A (stx) (1 medlem)
  • Spansk begynder/fortsætter A (hhx) (2 medlemmer)
  • Tysk begynder/fortsætter A (hhx) (1 medlem)
  • Tysk begynder/fortsætter A (stx) (1 medlem)

Du vil sammen med forpersonen og de andre opgavekommissionsmedlemmer producere de skriftlige prøver, som alle landets gymnasieelever og hf-kursister aflægger i dit fag i sommer-, syge- og vinterterminerne. Det præcise antal opgavesæt, du skal være med til at udforme årligt, afhænger af dit fag, men der vil typisk være tale om 3 til 4 sæt fordelt over et skoleår.

Opgavekommissionerne mødes typisk fysisk 2-3 gange i løbet af året i et internat af et par dages varighed. Derudover holder opgavekom-missionerne virtuelle møder og arbejder med udviklingen af prøvesættene via det digitale prøvebygningssystem. Som kommissionsmedlem deltager man endvidere i den skriftlige censur.

Din beskikkelsesperiode starter 1. august 2025 og løber to år frem til 31. juli 2027, og du vil blive aflønnet pr. opgavesæt.

Du vil som kommissionsmedlem også få et tæt samarbejde med Styrelsens medarbejdere, særligt medarbejdere i Kontor for Prøver, Eksamen og Test, som har ansvaret for produktion af skriftlige prøver. Derudover vil fagkonsulenten sikre, at opgavekommissionens arbejde foregår i overensstemmelse med læreplanen.

Om dig

Vi leder efter dig, der

  • har solid undervisningserfaring i et fagene med ledige pladser og er ansat som fuldtidsunderviser i faget på en gymnasial institution,
  • har stor faglig viden inden for fagområdet og har generel indsigt i prøver på gymnasieområdet,
  • har naturlig interesse i at arbejde med dit fag,
  • har rutine som skriftlig censor,
  • er holdspiller og kan indgå i tæt samarbejde med de andre dedikerede undervisere i opgavekommissionen,
  • er kvalitetsbevidst og detaljeorienteret,
  • kan arbejde under skarpe deadlines og på skæve tidspunkter,
  • har lyst til at arbejde med et område, der er en del af den politiske dagsorden, hvor denne kan ændre retningen for arbejdet,
  • kan navigere og tilrettelægge arbejdet i de it-systemer, Børne- og Undervisningsministeriet stiller til rådighed til udarbejdelse af prøver.

Ved sammensætningen af den enkelte kommission ser STUK på bredden af kompetencer i kommissionen som helhed, og i det samlede billede af kommissioner vil STUK tilstræbe hensyn til kønsmæssig ligestilling og geografisk spredning. Bemærk, at ledere ikke vil komme i betragtning.

Om os

Kontor for Prøver, Eksamen og Test i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet beskikker hvert år medlemmer til de 49 opgavekommissioner på det gymnasiale område (eux, hf, hhx, htx og stx). Til sammen producerer opgavekommissionerne mere end 150 opgavesæt og projektoplæg hvert skoleår.

Sådan søger du

Ansøgningen sker ved, at du indtaster din mail i spørgeskemaet nedenfor. Herefter modtager du på mail et link til selve ansøgningsskemaet, hvor du vil blive spurgt om din motivation for at søge, din erfaring og uddannelsesbaggrund samt om, hvordan du kan og vil bidrage til produktionen af de skriftlige prøver.

Modtag ansøgningsskema ved at indtaste din mail i dette spørgeskema

Det er vigtigt, at din leder har godkendt, at du kan udføre arbejdet som opgavekommissionsmedlem. Arbejdet indbefatter tid væk fra skolen, hvilket kan kræve en del fleksibilitet i forhold til skemalægning. Du skal oplyse i spørgeskemaet, at du har fået denne godkendelse.

Fristen for at søge de ledige stillinger er 20. marts 2025. Styrelsen vil herefter udvælge de rette kandidater til at varetage opgaven. De valgte kandidater vil modtage direkte besked.

Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål til de ledige stillinger, kan du skrive til gympet@stukuvm.dk.