Brug for alle unge (BFAU) har set nærmere på gode erfaringer fra Boligområdeindsatsen 2011-2014, der kan tages med videre. Evalueringen af boligindsatsen viste, at mange af projekterne var godt forankrede og mange af dem forventedes at fortsætte efter samarbejdets afslutning. Vi har i BFAU talt med flere af projekterne, hørt om de stadig fortsætter og om hvad, der er vigtigt i en forankringsproces. Eksempelvis fortsætter både en forældrecafé i Haraldsgadekvarteret i København, lektiecafeen iLab i Fredericia og intensive Vejledningsforløb i UU-Fredericia.
Centralt for alle de projekter er, at de har taget udgangspunkt i lokale behov og ressourcer, og at rammerne har været så tilpas fleksible, at det hele tiden har været muligt at tilpasse sig målgruppens skiftende behov og skiftende omstændigheder. Medfinansiering har desuden også med til at understøtte forankringen, da denne del hjælper til, at finansieringsmulighederne afdækkes allerede inden projektet igangsættes og er med til at skabe ejerskab af indsatserne.
Det er en generel erfaring, at det er vigtigt for videreførelsen på længere sigt, at projektet er forankret i instanser, som er stabile og vedblivende. I BFAUs aktuelle vejledningsindsats samarbejdes der med Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) om at udvikle vejledningen for ikke-uddannelsesparate unge. Indsatsen er primært forankret i UU-centrene, da centrene er instanser, der netop er en vedvarende del af lokalområdet.
Læs mere om erfaringer med forankring og fortsættelse af projekter efter projektfasen er afsluttet under Forankring – hvad skal der til?