”Undervisningsministeriet rækker nu på mindst femte år mig, mine kolleger og vores faglighed en stor fuckfinger”. Sådan lød det i et indlæg af gymnasielærer Cathrine Rasch, jeg kunne læse her i avisen.
Hun er frustreret over, at jeg sammen med en række litteraturinteresserede kendte danskere har startet en bogklub for landets gymnasier med fokus på kvindelige forfattere. Hun ønsker i stedet at opdatere den danske gymnasieskoles obligatoriske litteraturkanon, hvor der står 13-1 til mændene.
Det kan jeg sådan set godt forstå. Og det er heldigvis heller ikke hinandens modsætninger. Tværtimod.
Vi er mange, der kan blive enige om, at der på kanonlisten bør gøres plads til flere af de fremragende danske kvindelige forfattere. Det kunne fx være en tur gennem Brajcinodalen med Inger Christensen eller et kig ind i barndommens baggårde i 1930’ernes Vesterbro med Tove Ditlevsen.
Den nuværende kanon sender et skævt signal til ungdommen om, at kvindelige stemmer anses for mindre vigtige end mænds. Derfor sætter jeg nu gang i et arbejde med at få opdateret danskfagets kanon.
Men hvad hjælper det, at forfatterne er skrevet op på en kanonliste, hvis unge ikke har lyst til at læse? Når jeg besøger gymnasier og taler med de unge, har mange en oplevelse af, at den eneste litteratur, de har mødt, er skolens tvangslæsning. Jeg taler med 12-tals studenter, der aldrig frivilligt har åbnet en roman i fritiden. Vi kan se i flere internationale undersøgelser, at det, forskere kalder ”læselyst” er i frit fald. Det synes jeg er problematisk.
Det er derfor, jeg tænker: Kan vi slå to fluer med ét smæk? Både præsentere kvindelig litteratur og noget, der er fedt og aktuelt, som kan få unge til at glæde sig over litteratur. Ved at vise, at god litteratur kan have mange former. At der findes nye værker om Metoo, corona eller det evindelige regnvejr på Roskilde Festival.
Det kan godt være, at det kan virke som et mediestunt at få ti kendte danskere til at vælge en bog. Men for mig var det vigtigt, at det ikke kun var litteraturnørder, men folk, de unge kender og gerne vil spejle sig i. Anne Glad har fx anbefalet Grundtvig er død af Laura Ringo. Det er en fed bog, der behandler #MeToo på en anden måde, end vi er vant til. Der er sex fra væg til væg, og der er et glimt i øjet, jeg godt kan lide. Jeg tror, masser af unge vil tænke: Fedt, den gider jeg faktisk godt læse.
Jeg underkender ikke, at der på landets gymnasier er gang i en masse tiltag der skal vække de unges interesse for litteratur. Tværtimod gør det mig optimistisk at læse om litterære temadage og frivillige bogklubber. Lad os gøre alt hvad vi kan sammen. For jeg tror på, at læsning styrker evnen til opmærksomhed og fordybelse.
Jeg håber, at eleverne på gymnasierne har lyst til at læse med i bogklubben, mens vi i ministeriet arbejder på at få opdateret kanonlisten. Så vi sammen får vakt interessen for litteratur, både hos dem, der allerede har bøger i hænderne og hos dem, hvor kanonlister ikke har betydning for deres læselyst og romanvalg.