Regeringens forslag om at fjerne et ekstraordinært tilskud til studieretningen i græsk og latin har fået en del mennesker til tasterne.
De har siden haft travlt med at bekende deres kærlighed og kendskab til græsk og latin i diverse medier. De siger, at regeringen giver fagene kniven. At det er revolverpolitik og en katastrofe. At for få danskere i fremtiden kan oversætte Bibelen. Fordi vi vil fjerne et tilskud til græsk og latin, der udgør cirka 6,2 millioner kroner af de i alt cirka 130 millioner kroner i særtilskud til almene gymnasier, som regeringen foreslår at omfordele til blandt andet skoler i landkommuner.
Jeg tror, der er brug for, at alle tager en dyb indånding. Og lige trækker vejret og kigger på forslaget i et lidt større perspektiv. For det, vi foreslår, er sådan set at rydde op i økonomien. Så den bliver mere gennemskuelig og retfærdig. I dag er gymnasiernes økonomi præget af midlertidige puljer og særlige tilskud.
Hvert efterår må rektorerne vente på finansloven, før de kender næste års økonomi. Det er uholdbart. Der er brug for stabilitet, så der kan planlægges flere år frem. Det betyder, at vi nogle gange må tage afsked med særordninger, der gør økonomien bag vores uddannelsessystem svær at navigere i.
Der er allerede masser af små fag i gymnasiet, som kører fint uden ekstra støtte. Vi har 18 studieretninger på det almene gymnasium. Græsk og latin er den eneste, der får et særligt tilskud. IT og Virksomhedsøkonomi, Geovidenskab og Arkitektur og Design og masser af andre mindre fag og studieretninger får ikke den slags ekstra penge, selvom de er små.
Græsk og latin er stolte og vigtige byggesten for hele det Europa, vi kender. Det er vores rødder. Og hvis der er en ting, jeg er bekymret for i vores moderne tid, så er det rodløshed. At vi glemmer, hvor vi kommer fra. Derfor er klassisk dannelse enormt vigtigt at kunne tilbyde vores unge.
Hvis rektorerne ønsker at udbyde græsk og latin, så har de mulighed for at prioritere det. Præcis som med andre fag. Det er i øvrigt helt bevidst, at vi ikke udpeger en masse dygtige djøf’ere til at administrere vores gymnasier. Rektorer skal være akademiske og pædagogiske fyrtårne. Tidligere gymnasielærere, som ikke bare udbyder de store kendte studieretninger, men som har forståelse for værdien af små fag og studieretninger. Og sådan er det heldigvis også. Rektorerne har i årevis bevist, at de kan løfte dette ansvar. Så det er jeg sikker på, at de også kan finde ud af i fremtiden.
Nogle af de gymnasier, som i dag udbyder den klassisk sproglige linje – for eksempel Ribe Katedralskole og Hjørring Gymnasium – står faktisk til at få flere penge på grund af regeringens forslag. Det ville da være helt barokt, hvis de som følge af finanslovsforslaget derfor overvejer at droppe den klassisk sproglige studieretning.
Jeg forstår godt, at der er faglig stolthed og alt muligt andet på spil, når regeringen foreslår at fjerne det her tilskud. Men det er da helt tosset at tro, at vores klassiske dannelse smuldrer, bare fordi vi ikke længere giver ét fag særbehandling.
Hav da lidt mere tiltro til vores fælleseuropæiske tradition. Græsk og latin har overlevet i hundredvis af år. Selvfølgelig uddør det ikke af, at vi fjerner et tilskud, som gymnasierne har fået i knap 20 år.
Mange af jer, der har skrevet harmdirrende indlæg, har måske endda selv fået klassisk sproglig hue på hovedet i en tid, hvor særtilskuddet slet ikke fandtes.
Og det ser da ud til, at I trods alt har klaret jer i tilværelsen alligevel.