Hop til indhold

Det 21. århundredes kompetencer (21st Century Skills) bliver et af de store temaer for Danmarks Læringsfestival, der finder sted 15. og 16. marts 2016 i Bella Center. Festivalen er en mulighed for at blive inspireret og opdateret som underviser og leder, og den samler hvert år mere end 5000 professionelle fra undervisningsverdenen til konference og udstilling.

Det 21. århundredes kompetencer handler om at udvikle generelle færdigheder og kompetencer, der peger ind i det 21. århundrede. Professor Ole Sejer Iversen, Aarhus Universitet, er landets førende forsker på området. På Danmarks Læringsfestival vil han blandt andet fortælle om en undersøgelse af, hvor langt de nordiske lande er kommet med 21st Century Skills.

Det 21. århundredes kompetencer kan være samarbejde, problemløsning, kritisk tænkning, læring i fællesskab, projektarbejde, eleven som producent og en undersøgende tilgang til læring.

Forfatteren Tor Nørretranders vil også kunne opleves på festivalen, hvor han vil holde foredrag om forholdet mellem det digitale og det ikke-digitale i læring.

På udstillingen bliver der et stort udvalg af både digitale og analoge læremidler, og deltagerne vil også kunne se it-udstyr og software til uddannelserne.

Et område af udstillingen bliver en toolcamp, hvor elever og lærere viser, hvordan de arbejder med eleven som producent. Det foregår blandt andet ved digital fabrikation i skolen.

Danmarks Læringsfestival arrangeres af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling i samarbejde med Center for Undervisningsmidler Danmark.