Har din skole pustet nyt liv i elevrådet, arbejdet med rollemodeller eller opført en stillezone, hvor man i fred og ro kan klare lektierne, så er den måske en kandidat til at vinde Undervisningsmiljøprisen 2016. Der er åbent for ansøgninger til prisen nu.
Undervisningsmiljøprisen gives til fx en klasse, lærergruppe, skole eller et uddannelsessted, hvor ledelsen, medarbejderne, elever eller studerende har gjort noget særligt for at forbedre undervisningsmiljøet på skolen eller studiestedet. Det kan være bedre fysiske rammer, forbedring af det psykiske miljø eller andre tiltag.
Prisen er sat i verden for at styrke udviklingen af et bedre undervisningsmiljø på landets skoler og uddannelsesinstitutioner, så alle kan få et så frugtbart læringsliv som muligt. Et godt miljø skaber mere lyst til og bedre muligheder for læring, og det forbedrer det sociale liv og trivslen på uddannelsesstedet.
Prisen uddeles én gang årligt til to vindere, som modtager et diplom og 50.000 kr. I år uddeles Undervisningsmiljøprisen den 21. april af minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby.
Fristen for ansøgninger til forårets konkurrence er 15. februar 2016. Ansøgninger skal sendes til Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM).
Om undervisningsmiljøprisen |
---|
Undervisningsmiljøprisen er indstiftet i 2005 af daværende undervisningsminister Bertel Haarder. |
Fakta om DCUM |
---|
DCUM er et videnscenter, der skal medvirke til at sikre og udvikle et godt undervisningsmiljø på uddannelsessteder og et godt børnemiljø i dagtilbud. |