Hvis man i højere grad skal have kursisterne på landets voksenuddannelsescentre til at gennemføre avu og fortsætte i uddannelsessystemet, kræver det en bredspektret indsats. Den skal blandt andet omfatte undervisning med hel eller delvis lektiefri, anvendelsesorienteret undervisning og forpligtende lærersamarbejde på tværs af institutioner.
Det er det overordnede indtryk af evalueringsrapporterne fra et forsøgs- og udviklingsprogram, som Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling indledte i 2014. I programmet deltog 16 institutioner, der udbyder almen voksenuddannelse.
I øvrigt peges der på, at der vil være større chancer for, at kursisterne fortsætter på en erhvervsuddannelse, hvis avu-lærerne får større viden om uddannelserne. Endelig slår rapporterne fast, at det ledelsesmæssige engagement i indsatsområderne er helt afgørende for, at den bredspektrede indsats kan blive iværksat på skolerne.
Fakta om forsøgs- og udviklingsprogrammet
Programmets fire indsatsområder blev udvalgt ud fra resultaterne af Danmarks Evalueringsinstituts evalueringer af avu, der blev foretaget i 2013 og 2014.
De fire indsatsområder var:
- Bedre introduktion og fastholdelse af de svageste kursister.
- Strukturforsøg med samlede uddannelsestilbud på fuld tid.
- Øget fokus på overgang til eud efter avu.
- Integration af det skriftlige arbejde i uddannelsestiden.
I alt 16 institutioner har deltaget i forsøget – nogle på et enkelt indsatsområde andre på alle fire.
Til alle indsatsområder har der været tilknyttet forskere, som har fulgt, kvalificeret og bidraget til at facilitere skoleprojekterne. Forskerne har nu færdigevalueret forløbene.