Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) skal være relevante og af høj kvalitet, så deltagere og deres arbejdspladser kan bruge de kompetencer, man får på kurserne.
Det betyder, at alle, der arbejder med AMU, hver især har et ansvar for at sikre kvaliteten af uddannelserne:
- Ministeriet sørger for regler, rammer og tilskud til at gennemføre uddannelserne
- Efteruddannelsesudvalgene udvikler og vedligeholder uddannelserne, så de svarer til behovet på arbejdsmarkedet
- De AMU-udbydere, der er godkendt til at udbyde AMU, sørger for at tilbyde AMU til virksomheder, medarbejdere og ledige, og sikrer, at undervisningen er af høj kvalitet.
Fælles forståelse af god kvalitet
Ministeriet har sammen med repræsentanter for efteruddannelsesudvalg og AMU-udbydere fastlagt, at arbejdet med kvalitet i AMU skal tage afsæt i en fælles forståelse af, hvad god kvalitet er.
Det blev besluttet, at god kvalitet i uddannelsesindsatsen i forhold til AMU er, at:
- deltagerne opnår de kompetencer, der er målet med arbejdsmarkedsuddannelsen
- de kompetencer, som deltagerne opnår, er relevante for deltagerne selv, for virksomhederne og for arbejdsmarkedet.
Systematisk arbejde med kvalitet
Efteruddannelsesudvalgene og AMU-udbydere skal have arbejdsgange, der sikrer, at der arbejdes systematisk med kvalitet i alle led af uddannelsesindsatsen. Arbejdet med at udvikle og sikre kvaliteten af uddannelserne skal ske ud fra principperne i kvalitetscirklen.
Arbejde med afsæt i kvalitetscirklen består i:
- At udarbejde en plan for arbejdet: Hvorfor gør vi det og hvordan?
- At gennemføre dét, der blev planlagt
- At vurdere, hvordan det gik, ud fra tilbagemeldinger og anden viden, der blev samlet op
- At anvende af den viden, der blev samlet op, til at gøre det endnu bedre næste gang.
Kvalitetsudvikling og opfølgning med AMUkvalitet
Et vigtigt led i arbejdet med kvaliteten af AMU er at inddrage brugernes vurdering. Ministeriet stiller derfor evalueringsredskabet AMUkvalitet til rådighed, hvor deltagerne på AMU kan evaluere de uddannelser, som de har fulgt.
Efter hver uddannelse sørger den ansvarlige AMU-udbyder for, at alle deltagere får mulighed for at svare på spørgeskemaet i AMUkvalitet.
I spørgeskemaet vurderer deltagerne:
- Deres udbytte af kurserne
- Lærerens præstation
- Undervisningens form og indhold
AMU-udbyderne, efteruddannelsesudvalgene og ministeriet skal bruge oplysningerne fra AMUkvalitet til at udvikle og kvalitetssikre uddannelserne.