Erhvervsuddannelserne og erhvervsskolerne skal spille en større rolle på 10. klasseområdet. Et ekspertudvalg skal komme med anbefalinger til, hvordan det kan ske i praksis.

Erhvervsretning af 10. klasse

Ekspertudvalget skal inden udgangen af 2019 komme med anbefalinger til, hvordan 10. klasse kan erhvervsrettes. Målet er, at skoleåret skal være starten på en ungdomsuddannelse snarere end afslutningen på grundskolen. I det hele taget skal erhvervsuddannelserne og erhvervsskolerne spille en større rolle på 10. klasseområdet.

Anbefalingerne skal rette sig imod og forholde sig til alle skoleformer, der udbyder 10. klasse og 10. skoleår. Der tages højde for forskelle i skoleformerne, herunder efterskolernes særlige karakteristika som kostskole. Ekspertudvalget udpeges i 2018. 

Præmie til at fremme 10. klasseaktivitet på erhvervsskolerne

Flere erhvervsskoler har erfaringer med at udbyde 10. klasse på vegne af en eller flere kommuner. For at understøtte at flere erhvervsskoler og kommuner indgår driftsoverenskomst om at udbyde 10. klasse, vil regeringen give en præmie til kommuner og erhvervsskoler. Denne præmie skal bidrage til, at flere erhvervsskoler fremadrettet udbyder 10. klasseaktivitet på vegne af kommunen. 

Sidst opdateret: 13. september 2018