Hop til indhold

Flere studieture for at understøtte attraktive ungemiljøer

Med aftalen afsættes der 23,5 millioner kroner årligt fra 2025 til studieture, der skal være med til at gøre de sociale miljøer på erhvervsskolerne endnu mere attraktive.

Attraktive muligheder for udlandsophold

Aftalepartierne ønsker at styrke mulighederne for, at elever på erhvervsuddannelserne kan komme på udlandsophold i andre europæiske lande. Aftalepartierne noterer sig, at regeringen arbejder på at øge andelen af budgettet til erhvervsuddannelserne i forhandlingen af et nyt Erasmus+-program for 2028-2034, samt at regeringen har indgået en samarbejdsaftale med Tyskland, som blandt andet. skal gøre det lettere for elever og lærlinge på erhvervsuddannelserne at komme på udveksling i Tyskland.

Erhvervsuddannelsernes år

I forlængelse af afholdelsen af Euroskills 2025 i Danmark udnævnes 2025 som ”Erhvervsuddannelsernes år”. Der afsætte 2,5 millioner kroner årligt i 2024 og 2025 til at etablere et landsdækkende formidlingsarbejde rettet mod den brede gruppe af elever og deres lærere i grundskolen.  Formålet er at styrke børn og unges interesse og motivation i forhold til det erhvervsfaglige område. Der afsættes endvidere 0,3 millioner kroner årligt i 2024 og 2025 til Special Skills. Midlerne kan blandt andet gå til, at Special Skills udvikler nye undervisningsforløb knyttet til Euroskills 2025 og til besøg på Euroskills 2025. Special Skills er udviklet specifikt til elever i udskolingen, der modtager specialundervisning.

Rollemodeller til at vise vejen til en erhvervsuddannelse

For at give elever i 7.-10. klasse mulighed for at møde unge fra erhvervsuddannelserne, som brænder for deres fag permanentgøres indsatsen ”Vejen til en erhvervsuddannelse”. Aftalepartierne ønsker desuden, at elever på FGU får mulighed for at få besøg af rollemodellerne. Derfor øges den nuværende bevilling på 5,2 millioner kroner med 1,5 millioner kroner i årene 2025, 2026 og 2027 og varigt med 0,5 millioner kroner fra 2028 og frem. Indsatsen består af et landsdækkende korps af unge rollemodeller, der er i gang med en erhvervsuddannelse og som kan hjælpe eleverne i fx grundskolen med at blive mere afklarede i deres valg af ungdomsuddannelse. 

Sidst opdateret: 20. juni 2024