Til elever/lærlinge: Har du oplevet seksuel chikane?
Har du oplevet seksuel chikane som elev eller lærling?
Seksuel chikane er al form for uønsket seksuel opmærksomhed, f.eks.:
- Uønskede berøringer
- Uønskede opfordringer til sex
- Sjofle vittigheder og kommentarer
- Uønskede spørgsmål om seksuelle emner
- Visning af pornografisk materiale
Seksuel chikane er ulovligt og skal ikke finde sted på danske arbejdspladser. Heller ikke for dig, som er i oplæring. Du har samme rettigheder som de andre ansatte.
Tag udgangspunkt i din opfattelse af situationen
Det kan være meget forskelligt, hvad man oplever som krænkende eller grænseoverskridende adfærd. Alle har forskellige grænser. Det er derfor vigtigt, at du tager udgangspunkt i din egen oplevelse af, hvad der er sket, hvis du har været udsat for seksuel chikane.
Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane, er, når en eller flere personer groft eller flere gange udsætter andre personer for adfærd, som opfattes nedværdigende.
Krænkende handlinger omfatter ikke almindelig ledelse og fordeling af opgaver samt feedback fra ledere og kollegaer.
Eksempler på fysiske og psykiske reaktioner
Det er normalt at reagere, hvis du har været udsat for seksuel chikane. Du kan f.eks. føle magtesløshed, angst, vrede, skyld, skam, chok eller have søvnproblemer. Du behøver ikke nødvendigvis være sygemeldt fra din elev- eller læreplads for at kunne sige, at du har været udsat for seksuel chikane.
Her kan du få hjælp
Det er vigtigt, at du søger støtte og hjælp. Det har andre gjort i din situation. Du behøver ikke klare det alene.
- Du kan kontakte din virksomheds ledelse, din arbejdsmiljørepræsentant, din fagforening, din tillidsrepræsentant, din oplæringsansvarlige eller kolleger.
- Du kan henvende dig til en vejleder, lærer eller anden person på din skole, som er forpligtet til at fortælle dig om dine muligheder og hjælpe dig videre. Skolen skal sikre, at du tilbydes social, personlig eller psykologisk rådgivning, hvis du har behov for det.
- Egen læge kan vejlede dig om håndtering af symptomer og vurdere, om der er behov for sygemelding, psykologhjælp mv.
- Du kan tale med dine forældre/værge, søskende eller venner.
- Du kan tage fat i Arbejdstilsynets hotline om krænkende handlinger, mobning og seksuel chikane. Du kan ringe anonymt på 70 12 12 88.
- Du kan kontakte Diskriminationslinjen på 32 69 86 66. Du kan vælge at gøre det anonymt.
Hvad med din uddannelsesaftale?
Oplever du seksuel chikane, kan det begrunde, at du ophæver din uddannelsesaftale. Det vil dog være en konkret vurdering i den enkelte sag, om du kan gøre det. Du skal tale med din skole eller fagforening, inden du ophæver uddannelsesaftalen.
Skolen er forpligtet til at hjælpe dig med at finde en ny elev- eller læreplads, og skolen kan under visse betingelser tilbyde dig skoleoplæring. Du kan få mere at vide om din uddannelsesaftale på din skole.
Du kan også læse mere på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.
Virksomhedens oplæringsforhold
Du kan henvende dig til det faglige udvalg for din uddannelse, hvis forholdene i din oplæringsvirksomhed ikke er gode nok. Du skal være opmærksom på, at du ikke kan gøre det anonymt.
Din skole eller fagforeningen kan hjælpe dig med at finde det faglige udvalg og henvende sig på dine vegne, hvis du ønsker det. Du kan også finde det faglige udvalg for din uddannelse ved at skrive din uddannelses navn ind på denne side, og herunder information om løn- og ansættelsesvilkår (laereplads.dk).
Det faglige udvalg kan ud fra dine oplysninger vurdere, om forholdene i virksomheden skal undersøges nærmere. Hvis forholdene ikke er gode nok, kan det faglige udvalg tilbagekalde virksomhedens godkendelse til at være oplæringsvirksomhed.
Du kan på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside læse mere om tilbagekaldelse af godkendelse til at være oplæringsvirksomhed.
Du kan også vælge at tage fat i Arbejdstilsynets hotline om krænkende handlinger, mobning og seksuel chikane og oplyse om oplæringsforholdene i virksomheden. Du kan gøre det anonymt.
Har du være udsat for andre krænkende handlinger end seksuel chikane, så se afsnittet nedenfor: Har du oplevet krænkende handlinger, herunder mobning, som elev eller lærling?
Vil du vide mere?
Til elever/lærlinge: Har du oplevet krænkende handlinger?
Har du oplevet krænkende handlinger, herunder mobning, som elev eller lærling?
Krænkende handlinger er f.eks.:
- Sårende bemærkninger
- At få frataget ansvar og arbejdsopgaver, uden at få en god forklaring
- At blive bagtalt eller udelukket fra det sociale og faglige fællesskab
- At blive råbt ad eller latterliggjort
- At opleve fysiske overgreb eller trusler
- Fjendtlighed eller tavshed som svar på dine spørgsmål eller forsøg på samtale
- At få nedvurderet din arbejdsindsats eller kompetencer
- At få krænkende skriftlige beskeder, SMS, billeder og videoer, fx på sociale medier
- Ubehagelige drillerier
- Nedvurdering af din alder, køn, kønsidentitet, seksuel orientering, etnicitet eller religiøse overbevisning
- At blive udnyttet i jobbet, f.eks. til private ærinder for andre
Krænkende handlinger skal ikke finde sted på danske arbejdspladser. Heller ikke for dig, som er i oplæring. Du har samme rettigheder som de andre ansatte.
Tag udgangspunkt i din opfattelse af situationen
Du skal tage udgangspunkt i din egen oplevelse af, hvad der er sket, hvis du har været udsat for krænkende handlinger.
Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane, er, når en eller flere personer groft eller flere gange udsætter andre personer for adfærd, som opfattes nedværdigende.
Der er tale om mobning, når en eller flere personer i virksomheden regelmæssigt og over længere tid – eller gentagne gange på grov vis – udsætter dig for krænkende handlinger.
Krænkende handlinger omfatter ikke almindelig ledelse og fordeling af opgaver samt feedback fra ledere og kollegaer.
Eksempler på fysiske og psykiske reaktioner
Det er normalt at reagere, hvis du har været udsat for krænkende handlinger. Du kan f.eks. føle magtesløshed, angst, vrede, skyld, skam, chok eller have søvnproblemer. Du behøver ikke nødvendigvis være sygemeldt fra din elev- eller læreplads for at kunne sige, at du har været udsat for krænkende handlinger.
Her kan du få hjælp
Det er vigtigt, at du søger støtte og hjælp. Det har andre gjort i din situation. Du behøver ikke klare det alene.
- Du kan kontakte din virksomheds ledelse, din arbejdsmiljørepræsentant, din fagforening, din tillidsrepræsentant, din oplæringsansvarlige eller kolleger.
- Du kan henvende dig til en vejleder, lærer eller anden person på din skole, som er forpligtet til at fortælle dig om dine muligheder og hjælpe dig videre. Skolen skal sikre, at du tilbydes social, personlig eller psykologisk rådgivning, hvis du har behov for det.
- Egen læge kan vejlede dig om håndtering af symptomer og vurdere, om der er behov for sygemelding, psykologhjælp mv.
- Du kan tale med dine forældre/værge, søskende eller venner.
- Du kan tage fat i Arbejdstilsynets hotline om krænkende handlinger, mobning og seksuel chikane. Du kan ringe anonymt på 70 12 12 88.
- Du kan kontakte Diskriminationslinjen på 32 69 86 66, hvis du oplever krænkende handlinger, der vedrører køn, etnicitet, handicap eller seksuel orientering. Du kan vælge at gøre det anonymt.
Arbejdstilsynet har mere information til dig, der har oplevet krænkende handlinger (at.dk).
Hvad med din uddannelsesaftale?
Oplever du krænkende handlinger, kan det begrunde, at du ophæver din uddannelsesaftale. Det vil dog være en konkret vurdering i den enkelte sag, om du kan gøre det. Du skal tale med din skole eller fagforening, inden du ophæver uddannelsesaftalen.
Skolen er forpligtet til at hjælpe dig med at finde en ny elev- eller læreplads, og skolen kan under visse betingelser tilbyde dig skoleoplæring. Du kan få mere at vide om din uddannelsesaftale på din skole. Du kan også læse mere på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside om dine muligheder, hvis aftalen mistes.
Virksomhedens oplæringsforhold
Du kan henvende dig til det faglige udvalg for din uddannelse, hvis forholdene i din oplæringsvirksomhed ikke er gode nok. Du skal være opmærksom på, at du ikke kan gøre det anonymt.
Din skole eller fagforeningen kan hjælpe dig med at finde det faglige udvalg og henvende sig på dine vegne, hvis du ønsker det. Du kan også finde det faglige udvalg for din uddannelse ved at skrive din uddannelses navn ind på denne side (laerepladsen.dk).
Det faglige udvalg kan ud fra dine oplysninger vurdere, om forholdene i virksomheden skal undersøges nærmere. Hvis forholdene ikke er gode nok, kan det faglige udvalg tilbagekalde virksomhedens godkendelse til at være oplæringsvirksomhed.
Du kan også vælge at tage fat i Arbejdstilsynets hotline om krænkende handlinger, mobning og seksuel chikane og oplyse om oplæringsforholdene i virksomheden. Du kan gøre det anonymt.
Har du være udsat for seksuel chikane, så se afsnittet ovenfor: Har du oplevet seksuel chikane som elev eller lærling?
Vil du vide mere?
Du kan læse mere om krænkende handlinger og kampagner på Arbejdstilsynets hjemmeside (at.dk).
Til skolernes ansatte: Seksuel chikane og andre krænkende handlinger i oplæringsdelen af eud – Vejledning
Seksuel chikane og andre krænkende handlinger i oplæringsdelen af eud: Vejledning til skolens ansatte
Den følgende vejledning kan bruges som inspirationsmateriale, som kan støtte de ansatte på skolerne i at tage hånd om elever og lærlinge i situationer med seksuel chikane eller krænkende handlinger. Vejledningen giver desuden gode råd til, hvordan skolerne kan tage en samtale med elever eller lærlinge, der står i en svær situation efter at have været udsat for seksuel chikane eller krænkende handlinger.
Plakaten gør elever og lærlinge opmærksomme på, hvor de kan finde hjælp og få gode råd, hvis de har været udsat for seksuel chikane eller krænkende handlinger. Plakaten kan hentes i et printbart format og hænges op på skolerne.