Frivillige og obligatoriske test

Oversigten herunder viser, på hvilke klassetrin og i hvilke fag de obligatoriske test skal gennemføres. Den viser desuden, hvilke klassetrin de frivillige test er målrettet.

Oversigt over fag og klassetrin

En frivillig test kan gennemføres på det klassetrin, testen er målrettet, men også på klassetrinnet over og under. For eksempel kan en test, der er målrettet 8. klasse, bruges frivilligt på 7., 8. og 9. klassetrin. Eleverne kan højst tage den samme test tre gange.

For folkeskoler og specialskoler, som underviser efter folkeskoleloven, vil det i de fleste fag være én gang som obligatorisk test og to gange frivilligt. I fagene biologi, geografi og dansk som andetsprog vil hver test kunne gennemføres frivilligt tre gange. Eleverne må gerne tage en test frivilligt i efteråret i samme skoleår, som de skal tage den obligatorisk om foråret, men de kan ikke tage en frivillig test i foråret i samme fag, som de skal gennemføre obligatorisk test i om foråret. For eksempel må en 8. klasse gerne tage den frivillige test i efteråret i dansk, læsning, men de kan ikke gennemføre den frivillige test i dansk, læsning i foråret, da de skal gennemføre den obligatoriske test i faget. Den enkelte kommune eller skole kan have retningslinjer for brug af de frivillige test. Se datoer for testperioderne her.

I skoleåret 2017/2018 introduceres to nye obligatoriske test i henholdsvis matematik målrettet 8. klassetrin og engelsk målrettet 4. klassetrin.

Testene i biologi og geografi er målrettet 8. klassetrin og kan fra 2017/18 kun gennemføres på frivillig basis.

Testene i dansk som andetsprog er målrettet 5. og 7. klassetrin og kan kun gennemføres på frivillig basis.

Profilområder

De nationale test tester et afgrænset område af fagene. I hvert fag testes eleverne inden for tre hovedområder, der kaldes profilområder.

Her kan du se profilområderne der testes i, i de forskellige fag:

Dansk, læsning

  • Sprogforståelse
  • Afkodning
  • Tekstforståelse

Matematik

  • Tal og algebra
  • Geometri
  • Statistik og sandsynlighed

Engelsk

  • Læsning
  • Ordforråd
  • Lytning (4. klasse) / Sprog og sprogbrug (7. klasse)

Fysik/kemi

  • Energi og energiomsætning
  • Fænomener, stoffer og materialer
  • Anvendelser og perspektiver

Biologi

  • Den levende organisme
  • Levende organismers samspil med hinanden og deres omgivelser
  • At bruge biologien: Biologiens anvendelse, tankegange og arbejdsmetoder

Geografi

  • Naturgrundlaget
  • Kulturgeografi
  • At bruge geografien

Dansk som andetsprog

  • Ordforråd
  • Sprog og sprogbrug
  • Læseforståelse
Sidst opdateret: 25. oktober 2017