Resultaterne fra de obligatoriske nationale test skal anvendes i opfølgningen på de nationale resultatmål, ligesom de også kan danne grundlag for en evaluering af pædagogiske tiltag i kommunen.

Oplysninger om testresultater i kvalitetsrapporten

Kvalitetsrapporten skal beskrive, hvorvidt kommunen indfrier de nationale resultatmål. Tre af målene opgøres på baggrund af resultaterne fra de nationale test:

  • Mindst 80 procent af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale test
  • Andelen af de allerdygtigste elever i dansk og matematik skal stige år for år
  • Andelen af elever med dårlige resultater i de nationale test for læsning og matematik skal reduceres år for år

Opfølgningen på resultatmålene skal ske på baggrund af elevernes kriteriebaserede resultater i dansk, læsning og matematik.

Til brug for opfølgningen på resultatmålene kan to typer af oplysninger om testresultaterne offentliggøres:

  • Hvorvidt kommunen eller enkelte skoler indfrier resultatmålene eller ej
  • Oplysninger om udviklingen i en skole eller kommunes testresultater, i forhold til samme skole eller kommunes resultat tidligere år

Udveksling af testresultater i kvalitetsarbejdet

I flere tilfælde kan det være nødvendigt at udveksle fortrolige testresultater internt i kommunen eller eksternt på tværs af forskellige kommuner.

Selvom resultaterne fra de nationale test er fortrolige, er det tilladt at videregive resultater, når det er sagligt begrundet, og når adgangen til testresultater er nødvendig for at kunne udføre en arbejdsopgave.

Når der udveksles testresultater, er det en betingelse, at resultaterne ikke anvendes til en offentlig rangordning eller på anden vis offentliggøres.

Sidst opdateret: 12. juni 2017