Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram - frihed og fordybelse blev indgået med et bredt flertal den 19. marts 2024.
Aftalen består af i alt 33 initiativer, der skal skrue ned for den centrale styring af folkeskolen, så færre beslutninger træffes på Christiansborg, og flere kan træffes lokalt.
Der afsættes 740 millioner kroner årligt (varigt niveau) til at styrke folkeskolen. Derudover afsættes med aftalen midler til en saltvandsindsprøjtning på 540 millioner kroner til flere fysiske bøger som modvægt til skærmbaseret undervisning og 2,6 milliarder kroner til flere faglokaler.
Understøttende undervisning, som blev indført med folkeskolereformen i 2014, afskaffes og erstattes af skolens timebank, som lokalt kan bruges til at løfte kvaliteten – for eksempel i form af undervisning med to lærere, pædagoger i indskolingen, lejrskoler eller styrkede normeringer i SFO’en.
I skolens timebank afsættes der derudover 500 millioner kroner årligt til en styrket indsats i dansk og matematik til de ca. 10 procent fagligt mest udfordrede elever. Skolerne kan selv bestemme, hvordan indsatserne skal foregå, herunder om det er i klassen eller i små hold.
Desuden består aftalen af initiativer, der blandt andet skal sikre mere praktisk undervisning og valgfrihed i de ældste klasser, færre prøver, mulighed for juniormesterlære og obligatorisk erhvervspraktik. Du kan se alle initiativerne herunder.
Initiativer i aftalen
Frisættelse af folkeskolen og mere indflydelse til skolebestyrelserne
- Fornyelse og slankning af folkeskolens læreplaner, herunder lempede bindinger i Fælles Mål
- Frihed til kortere skoledage og afskaffelse af understøttende undervisning
- Frihed til lokale beslutninger om bevægelse i skolen
- Afskaffelse af centralt krav om lektiehjælp og faglig fordybelse
- Afskaffelse af centralt krav om fuld kompetencedækning i indskolingen
- Afskaffelse af centralt krav om den obligatoriske projektopgave i 9. klasse
- Afskaffelse af krav om læseplaner i folkeskolen
- Mulighed for karakterer på 6. og 7. klassetrin
- Bedre mulighed for at inddrage frivillige foreninger
- Bedre praksis for brug af Aula
- Repræsentation af det lokale erhvervsliv mv. i skolebestyrelsen
- Ret til at skolebestyrelsen deltager i skoleudviklingssamtalen
- Kompetenceudvikling målrettet skolebestyrelserne
- Serviceeftersyn af kvalitetstilsynet
- Frihedskampagne
Mere praktisk undervisning og valgfrihed til de ældste elever
- Juniormesterlære i udskolingen
- En markant investering i bedre faglokaler mv.
- En halv milliard til bøger
- Flere praktiske fag og større valgfrihed i udskolingen, herunder mulighed for valgfag uden for almindelig undervisningstid
- Teknologiforståelse som ny faglighed i folkeskolen
- Ny timetalsfordeling
- Lettelse af prøvetrykket i folkeskolen
- Erhvervspraktik til alle
Ro og rammer – nødvendigt for nogle, godt for alle
- Styrket indsats for de mest udfordrede elever i dansk og matematik
- Præcisering af regler mhp. at støtte kan gives til hele klassen
- Lovforberedende ekspertgruppe om regler på inklusions- og specialundervisningsområdet
- Kompetenceudvikling i specialpædagogik, klasseledelse mv.
- Flere pædagogiske kompetencer tæt på eleverne
- Pædagogisk indsatsplan
- Afskaffelse af krav om intelligenstest
- Forsøg med online-undervisning for børn med langvarigt bekymrende fravær
- Undersøgelse af langvarigt bekymrende fravær
- Drøftelse af Trivselskommissionens anbefalinger med relevans for folkeskolen