Hop til indhold

Børne- og Undervisningsministeriet har iværksat et forsøg med onlineundervisning i kommunalt regi for børn i grundskolen med langvarigt bekymrende fravær. 

Forsøgskommunerne kan oprette et kommunalt onlineundervisningstilbud for elever, der har langvarigt bekymrende fravær og behov for sygeundervisning, fx på grund af psykisk mistrivsel. 

Forsøget bidrager til at skabe viden om, hvorvidt onlineundervisning i kombination med andre indsatser kan hjælpe elever med langvarigt bekymrende fravær tilbage i skole.

Forsøgskommunerne blev udvalgt i starten af 2025 på baggrund af to ansøgningsrunder. Forsøget bliver gennemført fra start 2025 til slut 2028.

Forsøgets formål

  • Afprøve kommunale onlineundervisningstilbud, hvor elever med langvarigt bekymrende fravær får undervisning, trænes i at deltage i et socialt fællesskab og oplever en skolehverdag.
  • Hjælpe elever med langvarigt bekymrende fravær hurtigere tilbage til den fysiske undervisning i deres klasse ved hjælp af de kommunale onlineundervisningstilbud i kombination med andre pædagogiske, sociale og sundhedsmæssige indsatser.
  • Få viden om, hvorvidt og hvordan kommunale onlineundervisningstilbud i kombination med andre pædagogiske, sociale og sundhedsmæssige indsatser kan understøtte, at elever med langvarigt bekymrende fravær får undervisning, trænes i at deltage i et socialt fællesskab og oplever en skolehverdag, samt at eleverne vender tilbage til den fysiske undervisning i deres klasse.

Rammer for forsøget

Hver forsøgskommune har mulighed for at oprette ét kommunalt onlineundervisningstilbud under ledelse af en kommunal folkeskoleleder. De kan ikke oprette kommunale onlineundervisningstilbud i ungdomsskolen.

Kommunerne skal finansiere implementering og drift af det kommunale onlineundervisningstilbud inden for egen økonomiske ramme.

De kommuner,der deltager i forsøget, får mulighed for at fravige enkelte regler i folkeskoleloven, som gør det muligt at oprette et kommunalt onlineundervisningstilbud, der kan gå på tværs af skoler og kommuner.

Forsøgskommunerne får mulighed for at varetage op til 100 procent af elevens sygeundervisning som onlineundervisning i en midlertidig periode. 

Alle øvrige bestemmelser i folkeskoleloven og dertilhørende bekendtgørelser gælder for forsøget. 

Onlineundervisningen skal varetages af kommunalt ansatte medarbejdere med de rette kvalifikationer efter folkeskoleloven og ledes af en skoleleder. Den må ikke varetages af private onlineundervisningstilbud.

Læs mere om rammerne for forsøget (pdf).

Andre indsatser skal supplere onlineundervisningen

Det er centralt for forsøget, at onlineundervisningen ikke kan stå alene, men skal understøtte en gradvis tilbagevenden til et fysisk klassefællesskab.

Onlineundervisningen skal derfor suppleres med relevante pædagogiske tiltag og sociale og sundhedsmæssige indsatser.

Der skal også være løbende kontakt til elevens egne lærere og klasse, så der arbejdes helhedsorienteret med at få eleverne tilbage i det fysiske klassefællesskab.

Omfanget af langvarigt bekymrende fravær

I 2025 vil Børne- og Undervisningsministeriet også gennemføre en særskilt undersøgelse, som skal afdække omfanget af elever med langvarigt bekymrende fravær, samt årsagerne til fraværet. En del af undersøgelsen indebærer at lave en national definition af langvarigt bekymrende fravær. Vi vil dele mere information om denne undersøgelse i begyndelsen af 2025.

Sidst opdateret: 3. marts 2025