Hop til indhold

Når en elev udebliver fra en prøve eller ikke gennemfører den som forventet, kan det få betydning for bedømmelsen og prøvebeviset. Læs om de regler og procedurer, der samlet set bidrager til at sikre en ensartet bedømmelse på landsplan.

Sådan skal skoler og censorer fastsætte elevernes karakterer

Karakterfastsættelsen ved folkeskolens prøver sker efter 7-trins-skalaen. Bedømmelserne skal tage udgangspunkt i karakterbekendtgørelsen samt de vejledende karakterbeskrivelser og vurderingskriterier for de enkelte fag. 

Bedømmerne må ikke tilstræbe en bestemt fordeling af karaktererne på et hold eller i en klasse. 

Læs vurderingskriterier for de enkelte fag

Censorerne har pligt til indberetning

Hvis en censor konstaterer, at kravene til prøvens indhold eller afholdelse ikke er i overensstemmelse med de gældende regler, skal censor indberette det til skolens leder. 

Skolelederen sender indberetningen til Kontor for Prøver, Eksamen og Test sammen med en udtalelse.

Læs mere om censorindberetninger vedrørende folkeskolens prøver.

Hvis en elev udebliver fra en prøve

Hvis en elev udebliver fra prøve, skal eleven ikke bedømmes. Det gælder også, hvis en elev trækker fordybelsesområdet til en mundtlig/praktisk prøve, men udebliver fra eksaminationen.

Hvis en elev udebliver fra en bunden prøve, skal skolen notere ”Udeblevet” på prøvebeviset og indkalde eleven til at aflægge en ny prøve snarest muligt. 

Hvis en elev udebliver fra en frivillig prøve i 9. eller 10. klasse, skal skolen tilbyde eleven at aflægge en ny prøve snarest muligt. Udeblivelsen noteres ikke på beviset. 

Hvis en elev ikke afleverer sin skriftlige prøvebesvarelse

Hvis en elev møder op til en skriftlig prøve, gøres bekendt med opgavesættet og forlader prøvelokalet uden at aflevere en prøvebesvarelse, bedømmes præstationen til karakteren -3.

Hvis en elev forlader forberedelseslokalet til en mundtlig prøve

Hvis en elev møder op til en mundtlig prøve med forberedelse umiddelbart forud for eksaminationen, trækker et prøvespørgsmål, går ind i forberedelseslokalet og forlader det igen, bedømmes præstationen til karakteren -3.

Sidst opdateret: 26. marts 2025