Kontor for Prøver, Eksamen og Test beskikker censorer til mundtlige og skriftlige prøver. Formålet med at beskikke censorer er at sikre en ensartet bedømmelse på landsplan.
Censorernes pligt til indberetning
Hvis en censor konstaterer, at kravene til prøvens indhold eller afholdelse ikke er i overensstemmelse med de gældende regler, skal censor indberette det til skolens leder. Skolelederen sender indberetningen til Kontor for Prøver, Eksamen og Test sammen med en udtalelse.
Karakterfastsættelse ved prøverne
Karakterfastsættelsen ved folkeskolens prøver sker efter 7-trins-skalaen, som er beskrevet i karakterbekendtgørelsen (retsinformation.dk). Bedømmelserne skal være korrekte og objektive med udgangspunkt i karakterbekendtgørelsen samt de vejledende karakterbeskrivelser og vurderingskriterier for de enkelte fag.
Eleverne meddeles karaktererne fra prøverne, så snart de er fastsat. For de prøver og delprøver, som er digitalt selvrettende, og hvor der gives én karakter gælder det, at eleverne meddeles karakterne, så snart skolen kan tilgå disse i testogprøver.dk. For censorbedømte skriftlige prøver (herunder også prøver, hvor resultaterne fra den digitalt selvrettende delprøve og den censorbedømte delprøve regnes sammen) kan skolen meddele karakterne til eleverne, så snart de har modtaget censors bedømmelse. Bedømmerne må ikke tilstræbe en bestemt fordeling af karaktererne på et hold eller i en klasse.
Udeblivelse fra prøver
Hvis en elev udebliver fra prøve, skal eleven ikke bedømmes. Skolen skal i stedet notere “Udeblevet” på beviset for de bunde prøver og indkalde eleven til at aflægge en ny prøve snarest muligt. Hvis en elev trækker fordybelsesområde til en mundtlig/praktisk prøver, men udebliver fra eksaminationen, skal eleven ikke bedømmes.
Ved de frivillige prøver i 9. og 10. klasse tilbydes eleven at aflægge en ny prøve snarest muligt. Udeblivelsen noteres ikke på beviset.
Hvornår skal en prøve bedømmes?
Skriftlige prøver
Hvis en elev møder op til en skriftlig prøve, gøres bekendt med opgavesættet og forlader prøvelokalet uden at aflevere en prøvebesvarelse, bedømmes præstationen til karakteren -3.
Mundtlige/praktiske prøver
Hvis en elev møder op til en mundtlig prøve med forberedelse umiddelbart forud for eksaminationen, trækker et prøvespørgsmål og går ind i forberedelseslokalet, men vælger at forlade det igen, bedømmes præstationen til karakteren -3.
Regelgrundlag
Regelgrundlaget for censors bedømmelse fremgår af karakterbekendtgørelsen og prøvebekendtgørelsen.