Når eleverne skal til prøve, skal skolen tilmelde eleverne i det prøveadministrative system TOPAS, hvor skolen også finder information om prøvefagsudtræk og censorallokering.
Introduktion til TOPAS
I denne video kan du få en introduktion og vejledning om TOPAS. Videoen er fra et webinar for alle prøveafholdende skoler om TOPAS, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet afholdte 9. september 2024.
Adgang til TOPAS
I TOPAS kan du få adgang som skoleledelse/leder eller prøveansvarlig. Din rolle bestemmer, om du har rettigheder til at tilmelde elever til prøven eller kun kan se prøvefagsudtræk og oplysninger om censorer.
Skolen skal kontakte skolens egen Nemlogin-ansvarlige for at sikre, at medarbejdere får de relevante roller.
Skoleledelse/leder
Rollen som skoleledelse/leder giver adgang til at tilmelde elever til prøve, se prøvefagsudtræk og finde oplysninger om censorer. Rollen tildeles ved, at medarbejderen er registreret som Leder eller Skoleledelse i skolens eget studieadministrative system, fx MU-elev eller TEA. Medarbejderen kan logge ind i TOPAS med sit MitID-erhvervsbruger.
Prøveansvarlig
Rollen som prøveansvarlig giver adgang til at se prøvefagsudtrækket og oplysninger om censorer. Det er ikke muligt for medarbejdere med denne rolle alene at tilmelde elever til prøve. Denne rolle må kun tildeles personale, som må se prøveudtrækket, jf. Bekendtgørelse om folkeskolens prøver § 7, stk 2. Rollen tildeles ved, at medarbejderen får tildelt NemLog-In rettigheden som Prøveansvarlig. Institutionen skal oplyse ved anmodningen til den NemLog-in ansvarlige, at Prøveansvarlig-rettigheden skal tildeles med begrænsning til P-nummer.
Ændringer af skolens oplysninger
Hvis der sker ændringer i skolens forhold, fx oprettes nye skoler, skoler lægges sammen eller deles op, skal skolen orientere Styrelsen for Undervisning og Kvalitet ved at sende en mail med information om, hvilket institutionsnummer og hvilken skole, der fremover afholder prøverne.
Frie grundskoler som ikke tidligere har været prøveafholdende eller igen ønsker at afholde folkeskolens prøver i det kommende skoleår skal orientere Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om ændringer, hvorefter skolen får adgang til TOPAS.
Ændringer sendes på mail til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet inden 15. juni for ændringer gældende kommende skoleår.
Hold dig opdateret om TOPAS
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet opfordrer skoler til at holde sig orienteret på uvm.dk.
Skolerne modtager meddelelser fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, når der er nye informationer i TOPAS. Skolerne finder informationerne ved at logge ind i TOPAS. Meddelelserne sendes via digital post til skolerne. Hvis skolen modtager digital post centralt i forvaltningen, sørger forvaltningen for at fordele relevante meddelelser til skolen.
Kontakt evt. kommunens ansvarlige for digital post.