Hop til indhold

Har skolen elever, der aflægger prøve på særlige vilkår og anvender digitale hjælpemidler, så er det skolens ansvar at afprøve, om hjælpemidlerne virker.

Vi vil gerne hjælpe dig, så du kan hjælpe dine elever – i god tid inden prøven! 

Nedenfor finder du links til de filer, der skal anvendes ved afprøvningen.

Generel information

Elever, der aflægger prøve på særlige vilkår, kan anvende digitale hjælpemidler til prøveaflæggelse, hvis det er godkendt af skolens ledelse.

Alt digitalt prøvemateriale er gjort tilgængeligt, således at elever, der aflægger prøve på særlige vilkår, har mulighed for at anvende deres digitale hjælpemidler. Det gælder også Test og Prøver, hvor alle prøver er gjort tilgængelige. I biologi, geografi og fysik/kemi er der dog opgaver, hvor teksten på billeder ikke kan oplæses meningsfuldt i et oplæsningsprogram. Derfor bør de elever, som kan anvende oplæsningsprogrammer ved de digitale selvrettende prøver i naturfagene have adgang til PDF-versionen af prøven, som er OCR-behandlet.

På denne side kan du få information om afprøvning af digitale hjælpemidler og en række andre forhold vedrørende tilgængeligt prøvemateriale.

Afprøvning af digitale hjælpemidler

Digitale hjælpemidler

Der findes en række forskellige digitale hjælpemidler på markedet og dermed er der også forskel på, hvilke digitale hjælpemidler eleverne anvender.

De forskellige digitale hjælpemidler fungerer på forskellig vis. Herudover er antallet af kombinationer af (versioner af) digitale hjælpemidler og (versioner af) styresystemer mange. Særlige versioner af digitale hjælpemidler kombineret med afvikling på særlige versioner af styresystemer kan være årsag til, at der opstår udfordringer med afviklingen af filerne. Selv om der sker en omfattende test af de tilgængelige filer, er det vanskeligt at garantere en tilfredsstillende afvikling af de tilgængelige filer i alle tilfælde.

Derfor er det vigtigt at afprøve elevernes digitale hjælpemidler inden prøverne. Det er skolens ansvar, at denne afprøvning foretages i god tid.

Afprøvning af digitale hjælpemidler – tre forskellige prøvetyper

Ved afprøvning af de digitale hjælpemidler kan skolen hente forskellige afprøvningsfiler afhængigt af, hvilken prøvetype, skolen ønsker at afprøve. Her følger en gennemgang i afprøvningen af de forskellige prøvetyper og links til afprøvningsfiler.

Pdf-filer

Pdf-filer udleveres til elever, der aflægger prøve på særlige vilkår, eller hvis prøven i tilfælde af IT-nedbrud skal aflægges som Plan B. 

Som udgangspunkt skal ordblinde elever kun have udleveret de teksthæfter, som alle elever får udleveret i trykt form. Ordblinde elever kan benytte deres digitale hjælpemidler til fx at få oplæst indholdet i teksthæftet. Selve opgaven skal fortsat besvares i Test og Prøver, hvor ordblinde elever kan anvende digitale hjælpemidler.

Styrelsen har lavet en afprøvningsfil, hvor vi har samlet alle opsætninger og opgavetyper, der kan forekomme i de Pdf-filer, som elever kan få udleveret enten fordi de aflægger prøve på særlige vilkår, eller i tilfælde af Plan B. 

Filen downloades til elevens computer (se link herunder) og følgende funktioner afprøves:

  • Oplæs tekst
  • Tabulatorrækkefølge
  • Læseretning
  • Skriv med ordforslag
  • Gem
  • Print

Hvis du oplever udfordringer med funktionerne, eller hvis det ikke virker, skal du søge hjælp hos skolens it-medarbejder eller hos udbyderen af det digitale hjælpemiddel – afhængigt af jeres lokale aftaler og hvilket digitalt hjælpemiddel eleven anvender.

Det er vigtigt, at eleverne ikke skifter hjælpemiddel, version af hjælpemiddel, styresystem mv. efter afprøvningen er foretaget. Er dette tilfældet, bør afprøvningen foretages igen.

Digitale selvrettende prøver – eksempelprøver på testogprøver.dk

Styrelsen har lavet fire eksempelprøver, der tilsammen indeholder alle opgavetyper, der kan forekomme i Test og Prøver, så de forskellige funktioner kan afprøves. Eksempelprøverne åbnes på elevens computer (se link herunder) og følgende funktioner afprøves:

  • Oplæs tekst
  • Tabulatorrækkefølge
  • Læseretning
  • Skriv med ordforslag

Hvis du oplever udfordringer med funktionerne, eller hvis det ikke virker, skal du søge hjælp hos skolens it-medarbejder eller hos udbyderen af hjælpemidlet – afhængigt af jeres lokale aftaler og hvilket digitale hjælpemiddel eleven anvender.

Du kan finde eksempelprøverne på testogprøver.dk. Her skal du klikke på ”Start eksempelprøve”. På siden er de fire eksempelprøver, der skal benyttes i forbindelse med test af det digitale hjælpemiddel. Eleven skal teste alle funktioner på alle fire prøver for at få afprøvet hjælpemidlet på alle de forskellige typer af opgaver – også selvom eleven måske ikke skal til prøve i alle fagene. Rent teknisk kan de forskellige typer af opgaver nemlig bruges på tværs af fagene.

Du kan også tilgå de fire eksempelprøver via disse links:  

Eksempelprøverne åbner i et nyt vindue, som det sker ved afvikling af de digitale selvrettende prøver. Når prøverne åbnes i et nyt vindue, vil der ikke være en værktøjslinje. Hvis eleven har brug for værktøjslinjen for at kunne benytte sit it-hjælpemiddel, kan eleven kopiere indholdet i adressefeltet over i en ny fane. Her vil hele adresselinjen være synlig, og det digitale hjælpemiddel vil kunne anvendes. 

Hvis der viser sig udfordringer med tilgængeligheden, kan du overveje at lade eleven aflægge prøven i pdf-udgaven. Hvis dette gør sig gældende, skal du sørge for, at eleven også tester sit digitale hjælpemiddel på pdf-udgaven – se ovenfor.

Digitale prøver / zipfil-prøver

Nogle prøver, herunder dansk skriftlig fremstilling, matematik med hjælpemidler og skriftlig fremstilling i fremmedsprogsfagene afvikles som en hjemmeside, der åbnes gennem et link, som eleven kan trykke på i Test og Prøver. Disse prøver kalder styrelsen digitale prøver, eller zipfil-prøver, fordi prøven, når den skal udleveres manuelt til eleverne på skolen, udpakkes fra en zip-fil. 

Du kan afprøve digitale prøver / zipfil-prøver, ved at finde en tidligere prøve på prøvebanken. Prøven åbnes på elevens computer (se link herunder) og følgende funktioner afprøves:

  • Oplæs tekst
  • Tabulatorrækkefølge
  • Læseretning.

Hvis du oplever udfordringer med funktionerne, eller hvis det ikke virker, skal du søge hjælp hos skolens it-medarbejder eller hos udbyderen af det digitale hjælpemiddel – afhængigt af jeres lokale aftaler og hvilket hjælpemiddel, eleven anvender.

Du kan finde de tidligere prøver på Prøvebanken.dk. Her skal du fremsøge de seneste prøver i dansk, matematik og fremmedsprogene (9. eller 10. klasse). Det kræver Unilogin at hente prøverne.

Vejledningen om prøver på særlige vilkår

Hvis du er i tvivl om retningslinjerne for elever, der aflægger prøve på særlige vilkår, kan du læse Vejledning om prøve på særlige vilkår og fritagelse.

Sidst opdateret: 4. november 2024