Hvilke skoler er omfattet?
Ministeriet udarbejder årligt en vejledende liste over, hvilke grundskoler eller afdelinger af grundskoler der skal afholde sprogprøver.
Listen bygger på Social-, Bolig- og Ældreministeriets data over udsatte boligområder sammenholdt med data fra Danmarks Statistiks elevregister.
Det er kommunalbestyrelsens og de frie grundskolers bestyrelsers ansvar at påse, hvorvidt henholdsvis kommunens folkeskoler og den pågældende frie skole er omfattet af kravet om obligatoriske sprogprøver.
Skoleåret 2024/2025
Den vejledende liste, som Børne- og Undervisningsministeriet har udarbejdet for skoleåret 2024/2025, kan ses nedenfor.
Se den vejledende liste over skoler, der skal aflægge sprogprøver i 2024/2025 (pdf)
Nedenfor ses Social-, Bolig- og Ældreministeriets lister over udsatte almene boligområdet for de senest tre år: 2021, 2022 og 2023.
Hvornår skal prøverne gennemføres?
Sprogprøverne skal gennemføres op til fire gange i løbet af det pågældende skoleår.
Prøveperiode for eleverne i børnehaveklassen
Sprogprøveforsøgene i børnehaveklassen fordeler sig således:
- Første obligatoriske sprogprøveforsøg skal gennemføres i forbindelse med undervisningens påbegyndelse
- Andet obligatoriske sprogprøveforsøg skal gennemføres i februar måned
- Tredje obligatoriske sprogprøveforsøg skal gennemføres umiddelbart inden skoleårets afslutning
- Fjerde frivillige sprogprøveforsøg gennemføres inden undervisningens påbegyndelse i 1. klasse (efter tilbud om sommerskole i sommerferien)
Som forberedelse til det fjerde sprogprøveforsøg skal kommunalbestyrelsen eller den frie grundskoles bestyrelse tilbyde elevens forældre, at eleven mod betaling kan deltage i frivillig undervisning i sommerferien (sommerskole).
Prøveperiode for eleverne i 1.-9. klasse
Der er ikke fastsat prøveperiode for sprogprøverne målrettet elever i 1.-9. klasse. Det er op til den enkelte skole at planlægge, hvornår det vil være meningsfuldt at gennemføre sprogprøveforsøgene.
Skolen skal ved planlægningen heraf sikre, at eleverne har mulighed for at benytte de fire forsøg inden påbegyndelse af det efterfølgende skoleår.