Hop til indhold

Fra skoleåret 2025/2026 vil der være udviklet en ny it-understøttet klassebaseret screening for læsevanskeligheder, som alle elever skal gennemføre i 1. klasse. 

Screeningen skal

  • medvirke til, at skolerne bedre kan identificere elever med læsevanskeligheder og yde dem faglig støtte tidligt i deres skolegang
  • bidrage til, at skolerne får et bedre fagligt grundlag for at opdage de elever, der har behov for at gennemføre Risikotest for ordblindhed.

En faglig arbejdsgruppe udvikler screeningen

Siden januar 2023 har en faglig arbejdsgruppe været i gang med at udvikle screeningen for læsevanskeligheder med fokus på at afdække afkodningsfærdigheder og sprogforståelse.

Arbejdsgruppen består af forskere og praktikere med viden om:

  • afkodning og ordblindhed
  • sprogforståelse/sprogforståelsesvanskeligheder
  • testmetode
  • praksisviden om læsning og sprogforståelse i grundskolen
  • indsigt i Risikotest for ordblindhed og sprogvurderingen i børnehaveklassen
  • erfaringer fra lignende udviklingsarbejde.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet sekretariatsbetjener arbejdsgruppen og inddrager parterne i Sammen om Skolen undervejs i arbejdet. Styrelsen for It og Læring står for udviklingen af it-understøttelsen af læsescreeningen og deltager løbende i arbejdsgruppens møder.

Arbejdsgruppens medlemmer

  • Forperson Anders Højen, lektor, Ph.d., Trygfondens Børneforskningscenter og Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet 
  • Sally Hansen, dansklærer i indskolingen og læsevejleder, Digeskolen, Tønder Distriktsskole
  • Kristoffer Wiedemann, læsekonsulent, Hvidovre Kommune
  • Carsten Elbro, professor, Center for Læseforskning, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet
  • Minna Nørgaard Bruun, faglig konsulent, Nationalt Videnscenter for Ordblindhed og Andre Læsevanskeligheder

Nyt evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen

Den nye screening for læsevanskeligheder er ét af mange initiativer under den politiske aftale om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen. 

Tilsammen har de forskellige initiativer til formål at styrke evalueringskulturen i folkeskolen ved at

  • bidrage til løbende evaluering og feedback til alle elever
  • bidrage til, at der følges op på elever, der oplever udfordringer
  • styrke den enkelte skole og det lokale skolevæsens evalueringskapacitet.

Aftalen om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen blev indgået af Folkeskoleforligskredsen i efteråret 2021 efter en tæt dialog med folkeskolens parter i Sammen om Skolen.

Læs mere om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen

Sidst opdateret: 4. juli 2024