I forlængelse af ”Aftale om bedre veje til uddannelse og job” og etableringen af den Forberedende Grunduddannelse (FGU), er der etableret et nyt læringskonsulentteam i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der skal understøtte implementeringen og den løbende faglige udvikling af FGU. Læringskonsulenterne vil understøtte gennem vejledninger, netværk, inspirationsdage samt direkte rådgivning.

Understøttende aktiviteter frem til institutionsstart den 1. august 2019

Det er på nuværende tidspunkt planlagt, at læringskonsulentteamet understøtter FGU-ledelserne og medarbejderne gennem nedenstående aktiviteter frem til institutionsstart den 1. august 2019.

  • Kick-off seminar for institutionslederne: Den 5.-6. februar 2019 blev der afholdt et todages seminar for de nyansatte institutionsledere. Seminaret havde til formål at skabe en fælles forståelse af institutionernes kommende arbejde samt at præsentere lederne for forløbet omkring læringskonsulenternes understøttelse.
  • Netværk: På lederseminaret blev der skabt netværk blandt lederne, som løbende vil mødes frem til institutionsstart. Møderne vil blive faciliteret og understøttet af læringskonsulenterne. Netværkene skal give deltagerne mulighed for at drøfte og reflektere over udviklingen af egen praksis i samarbejde med andre skoler i samme situation. På netværksmøderne vil skolerne endvidere blive præsenteret for forskningsbaseret viden om centrale temaer, som de kan anvende i deres implementeringsarbejde.
  • Fyraftensmøder for medarbejdere:Fra marts til juni 2019 afholdes fyraftensmøder for de kommende medarbejdere. Møderne vil sætte fokus på uddannelsens indhold og det administrative arbejde.

Derudover er der lagt op til, at læringskonsulenterne vil understøtte gennem:

  • Temadage for leder- og medarbejderniveauet: Læringskonsulenterne afholder løbende temadage, der sætter fokus på forskellige indholdsdagsordenener.
  • Lokale besøg/sparring: Læringskonsulenterne foretager besøg/giver sparring på de deltagende institutioner og skoler. Understøttelsen kan ske via besøg, telefonsamtaler, Skype mv.

Det konkrete indhold i disse aktiviteter vil blive præciseret på et senere tidspunkt.

Læringskonsulenternes understøttelse vil løbende blive tilpasset på baggrund af de lokale behov, den løbende opnåede viden, indsamlet data mv. Læringskonsulentteamet vil i hele perioden arbejde tæt sammen med FGU-sekretariatet i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Sidst opdateret: 11. april 2019