Efterskolerne er et kostskoletilbud, hvor eleverne bor på skolen. Formålet med efterskolerne er at tilbyde undervisning og samvær, der har fokus på livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Nogle efterskoler bygger på et religiøst livssyn og andre på en bestemt pædagogik. Skolernes interesseområder kan afspejle sig i en særlig fagsammensætning på skolen. Undervisningen kan tilrettelægges i overensstemmelse med skolens interesseområde, dog således at undervisningen skal have bred almen karakter og undervisningen skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, såfremt skolen har optaget undervisningspligtige elever.
De frie fagskoler er tillige et kostskoletilbud, hvor eleverne bor på skolen. På frie fagskoler modtager unge over 16 år, der har afsluttet 9. klasse, undervisning i praktiske eller erhvervsrettede fag kombineret med undervisning af bred almen karakter. Undervisningen skal forberede eleverne på et videre uddannelsesforløb. Undervisningen og samværet på frie fagskoler skal leve op til kravet om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.
Tilsyn
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fører tilsyn med skolernes faglige resultater, regeloverholdelse og økonomi.
Styrelsen fører tilsyn med, om undervisningen på efterskoler og frie fagskoler står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. At undervisningen skal stå mål med hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen vil sige, at elever, der forlader 9. klasse eller 10. klasse på en efterskole eller fri fagskole, skal have fået en undervisning, som giver dem de samme muligheder for at komme videre i uddannelsessystemet, som hvis de havde gået i folkeskolen.
En efterskole og fri fagskole skal efter deres formål og i hele deres virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene. Styrelsen fører tilsyn med skolernes overholdelse af ovenstående krav om frihed og folkestyre.
Efterskoler og frie fagskoler er private selvejende institutioner, som skal være uafhængige. Skolens midler må som udgangspunkt alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode. Styrelsen fører tilsyn med skolernes overholdelse af ovenstående krav om uafhængighed.
Styrelsens tilsyn omfatter også skolernes overholdelse af reglerne for tilskud, herunder omfanget af skolernes undervisning samt skolens opfyldelse af krav til oplysninger på hjemmeside.
Styrelsen er derimod ikke klageinstans i forhold til konflikter mellem forældre/elever/borgere og efterskoler eller frie fagskoler.
Den overordnede ledelse af en efterskole eller fri fagskole varetages af en bestyrelse, der er ansvarlig over for undervisningsministeren og en skolekreds eller repræsentantskab. Den daglige ledelse varetages af en forstander, som tillige har det pædagogiske ansvar. På efterskoler og frie fagskoler er den rette klagevej derfor til skolens forstander og herefter til skolens bestyrelse.
Styrelsen skal oplyse, at henvendelser vedrørende kriminelle forhold skal rettes til politiet, og at henvendelser vedrørende sociale forhold skal rettes til den kommunale forvaltning.
Hvem kan bruge whistleblower-ordningen?
Med whistleblower-ordningen giver styrelsen alle, der har kendskab til mulige lovovertrædelser eller bekymrende forhold på en efterskole eller en fri fagskole, mulighed for at henvende sig til styrelsen herom og samtidig få sikret deres anonymitet. Ordningen skal tilskynde nogle til at rette henvendelse, som ellers ville have undladt det på grund af frygt for deres ansættelse, der barns skolegang, medieomtale mv.
Fortrolighed
Hvis du henvender dig til styrelsen via whistleblower-ordningen er du sikret, at oplysninger om dig ikke vises for andre end få betroede medarbejdere i styrelsen. Det betyder, at styrelsen over for skoler, myndigheder og andre ikke må oplyse om, at den har modtaget din henvendelse. At du er sikret fortrolighed betyder endvidere, at det ikke er tilladt for styrelsen at give oplysninger om henvendelsen videre i forbindelse med partsaktindsigt efter forvaltningsloven eller aktindsigt efter offentlighedsloven.
Det er dog stadig nødvendigt for styrelsen, at du oplyser dit navn samt dine kontaktoplysninger. Dette skyldes, at styrelsen skal have mulighed for at kontakte dig, såfremt der skulle opstå opklarende spørgsmål i behandlingen af din henvendelse. I medfør af fortroligheden vil dit navn og dine kontaktoplysninger kun forblive kendt af styrelsen.
Hvad kan være bekymrende forhold på en efterskole eller en fri fagskole?
Hvis du er bekymret for, om en efterskole eller en fri fagskole lever op til lovens krav, skal du være opmærksom på, at en efterskole eller en fri fagskole har lov og ret til at tilrettelægge undervisningen og i øvrigt drive skolen ud fra egne værdier og livsopfattelser. Så længe dette ikke strider mod stå mål med-kravet, frihed og folkestyre-kravet og uafhængighedskravet.
Det kan være svært at vurdere, om en efterskole eller en fri fagskole lever op til ovenævnte krav, men du kan rette henvendelse, for eksempel hvis du har mistanke om at:
- skolen ikke overholder dansk lovgivning
- skolen er et samlingssted for lukkede og eventuelt kriminelle miljøer
- skolens samarbejde med kommunale myndigheder og offentlige instanser bærer præg af lukkethed og afstandstagen
- skolen ikke lever op til sin underretningspligt
- skolen udøver social kontrol og styrer eleverne strengt til en grad, at de mistrives
- der ikke sker elevinddragelse på skolen, herunder at eleverne ikke har mulighed for og evne til at forholde sig kritisk til forhold i deres hverdag og skoleliv
- der er en udpræget forskelsbehandling mellem kønnene på skolen
- der er begrænset forældreindflydelse, herunder i bestyrelsesarbejde og generalforsamling
- skolen opfordrer til handlinger, som er strafbare, eller i øvrigt understøtter radikalisering og afstandtagen fra det danske samfund.
Kravet til en efterskoles eller en fri fagskoles undervisning går ud på, at undervisningen skal ”stå mål med” undervisningen i folkeskolen. Det betyder, at der for eksempel ikke behøver at være de samme fag på skemaet som i folkeskolen. Men undervisningens indhold og niveau skal overordnet være på linje med eller ligge over folkeskolens indhold og niveau.
Du kan rette henvendelse, hvis du fx er bekymret for:
- kvaliteten af skolens undervisningsmaterialer
- kvaliteten af undervisningen i flere eller enkelte fag,
- antallet af undervisningstimer generelt eller i bestemte fag.
Hvad sker der, når jeg henvender mig?
Hvis du henvender dig skriftligt, vil du modtage en kvittering for henvendelsen. Derefter vil styrelsen vurdere, hvad der videre skal ske i sagen på baggrund af dine oplysninger og eventuelt vende tilbage med opklarende spørgsmål.
Ved telefonisk henvendelse vil du blive bedt om at redegøre for bekymringen og derefter overlades sagen til styrelsen.
Du vil almindeligvis ikke blive orienteret om sagens videre forløb.
Kontakt Styrelsen for Undervisning og Kvalitet via whistleblower-ordningen
Vil du bruge whistleblower-ordningen, skal det ske telefonisk eller via en formular