Der blev i foråret 2016 indgået hensigtserklæring mellem regeringen og de frie grundskolers foreninger om undervisning af flygtningebørn. I juni 2016 blev loven ændret, så det er muligt for kommuner at indgå aftale om, at en fri grundskole kan løse opgaven med undervisning af elever med flygtningebaggrund.

Integrationsopgaven er fortsat forankret i kommunen, og det er frivilligt for kommunen, om den ønsker at gøre brug af de frie skolers eventuelle kapacitet.

Modtagelsesklasser på frie grundskoler

Flygtningeelever kan undervises på frie grundskoler, jf. friskolelovens § 36 g-j, efter aftale med en kommune.

  • Såfremt en kommune ønsker det, kan den indgå aftale med en fri grundskole om, at skolen opretter en modtagelsesklasse, hvor eleverne undervises.
  • Elevernes bopælskommune skal løbende vurdere elevernes sproglige niveau med henblik på at fastslå, hvornår eleven kan deltage i almindelig grundskoleundervisning.
  • Ordningen skal finansieres ved kommunale tilskud. Skolens statstilskud og forældrebetaling må ikke anvendes til modtagelsesundervisningen.
  • Eleverne skal undervises i særlige modtagelsesklasser.
  • Eleven kan højst være i tilbuddet i to år, hvorefter eleven overgår til almindelig grundskoleundervisning.

Almindelige vilkår for elever på frie grundskoler

Ordningen med modtagelsesklasser på frie skoler ændrer ikke ved de almindelige regler om elever på frie grundskoler.Elever med flygtningebaggrund kan derfor fortsat optages på almindelig vis i en fri grundskole, og dermed udløse statstilskud efter de almindelige bestemmelser. Opmærksomheden henledes på, at

  • forældrene som udgangspunkt skal være bopælsregistreret i Danmark
  • skolen skal sikre, at undervisningen står mål med folkeskolen
  • der er forældrebetaling.

 

Sidst opdateret: 13. juli 2018