Hop til indhold

Når en elev fra et andet land første dag møder op i grundskolen, venter et omfattende arbejde med at finde ud af, hvor eleven er både fagligt og socialt, og hvad eleven behøver for at kunne blive en del af skoledagen sammen med resten af skolens elever. Særligt sidste år modtog Danmark et stort antal flygtninge og migranter fra andre lande, og på den baggrund har flere skoler efterspurgt råd og vejledning til, hvordan skolerne sikrer, at de nyankomne børn bliver undervist på det niveau, der passer dem. 

På den baggrund har Undervisningsministeriet udviklet et nyt materiale, der både kan hjælpe lærere med at afdække nyankomne elevers skolebaggrund tidligt i deres skoleforløb og følge elevernes fremgang, indtil de er i stand til at deltage i undervisningen på lige fod med de øvrige elever. Det nye materiale, Hele vejen rundt om elevens sprog og ressourcer, skal give skolen viden om den enkelte elevs kompetencer, forudsætninger og behov, så det tilsammen danner et afsæt for undervisning af den enkelte elev. 

Det nye materiale indeholder tekster på 27 sprog, og sammen med samtaleark og afdækningsprofiler giver det underviserne et større og mere grundigt billede af elevens nuværende standpunkt. Derudover indeholder materialet en opfølgningsdel, hvor læreren kan følge elevens tilegnelse af det danske sprog ved hjælp af overskuelige skemaer med konkrete mål indenfor dansk som andetsprog, uanset om eleven modtager sin undervisning på mindre hold eller i en klasse.

Materialet er fleksibelt opbygget og kan tilpasses forskellige procedurer, som kommuner og skoler i forvejen bruger. I samarbejde med Rambøll vil ministeriets læringskonsulenter præsentere materialet på syv regionale møder rundt om i hele landet. Her vil fagpersoner få en grundig gennemgang og mulighed for at selv at afprøve materialet. Materialet er frit tilgængeligt på emu.dk, og i de kommende måneder vil læringskonsulenterne på forskellige måder støtte arbejdet med at implementere materialet i de kommuner og på de skoler, som ønsker at bruge materialet.