Et nyt forsøg skal skabe viden om, hvordan man bedst muligt styrker teknologiforståelsen hos den enkelte elev og gør temaet til en obligatorisk del af undervisningen i folkeskolen. Forsøget forberedes med bidrag fra en rådgivende ekspertskrivegruppe og skal drøftes nærmere med både folkeskoleforligskredsen og skolens parter.
”Vi skal ikke blot være brugere af teknologi. Vi skal også være dem, der former den. Det kræver, at vi gør mere ud af at ruste den enkelte elev til et stadigt mere teknologisk samfund, hvor der for eksempel vil være langt større behov for, at den enkelte borger har viden om it-sikkerhed og beskyttelse af egne data. Derfor sætter vi nu gang i arbejdet med et forsøg, som skal gøre os klogere på, hvordan vi bedst muligt gør teknologiforståelsen til en større del af den enkelte elevs skoledag. Her er eksperter, folkeskoleforligskredsen og skolens parter vigtige sparringsparter, som jeg vil indkalde til drøftelser. Den dialog ser jeg frem til,” siger Merete Riisager.
Det er planen, at forsøget skal gennemføres over tre skoleår med gradvis optrapning af indsatsen fra august 2018. Det skal blandt andet bygge videre på de erfaringer, der allerede gøres i et forsøg med valgfag i teknologiforståelse, som ministeren har sat i søen ved skolestart i august 2017, og de råd undervisningsministeren har fået via Rådgivningsgruppen for teknologi i undervisningen, som ministeren nedsatte i foråret 2017. Der planlægges med, at cirka 40-50 skoler kan deltage i forsøget.
Den rådgivende ekspertskrivegruppe vil nedsættes snarest og have cirka 15 medlemmer og et formandskab bestående af professor Ole Sejer Iversen, Aarhus Universitet, og direktør Michael E. Caspersen, It-vest.
Forsøgsprogrammet indgår i regeringens kommende strategi for digital vækst, hvor der lægges op til, at der afsættes 68 millioner kroner i alt til programmet.
Læs mere
- Kommissorium for den rådgivende ekspertskrivegruppe for forsøgsprogram for styrkelse af teknologiforståelse i folkeskolens obligatoriske undervisning (pdf)
- Forsøg: Nyt valgfag skal ruste eleverne til mødet med den digitale udvikling
- Undervisningsministeren nedsætter rådgivningsgruppe for digital læring
- Ekspertskrivegruppen for forsøgsprogram for teknologiforståelse i folkeskolens obligatoriske undervisning (pdf)