Hop til indhold

Mandag den 4. juni på ’Lille grundlovsdag’ lanceres 12 debatfilm, såkaldte DIGItalks, om danske værdier. Filmene præsenteres på et arrangement på Ryslinge Høj- og Efterskole. Her inviterer undervisningsminister Merete Riisager til debat af Danmarkskanonens værdier. www.danmarkskanon.dk.

Se film og undervisningsmaterialer på emu (emu.dk)

DIGItalks er endnu en mulighed for at sætte danske værdier på dagsordenen blandt børn og unge. I filmene sætter forskellige danske eksperter og debattører en værdi på spidsen og lægger op til debat i klasseværelset. De 12 DIGItalks er korte debatfilm, som kan bruges i undervisning eller til fællessamlinger som et oplæg til en værdidebat. 10 af de 12 film handler om en af de 10 værdier, som danskere i 2016 valgte skulle være en del af Danmarkskanonen. Det er værdier som frihed, frisind, tillid og kønsligestilling. Ud over de 10 Danmarkskanon-værdier er der også to DIGItalks om rigsfællesskabet: Grønland og Færøerne. 

”Frihedsrettighederne, ligestilling mellem kønnene og den kristne kulturarv er umistelige værdier i vores samfund. DIGItalksene skal bidrage til, at børn og unge kan samle værdierne op og tage dem på sig. De er en hjælp til, at den næste generation kan genopfinde demokratiet og det frie samfund og gøre det til deres eget - det sker blandt andet, når vi taler og debatterer med hinanden. Jeg håber, at de nye DIGItalks kan være med til at få debatten til at leve og udvikle sig i klasseværelserne,” siger undervisningsminister Merete Riisager.  

Til lanceringen vil der være film og debat mellem elever fra grundskolen og ungdomsuddannelser, kommunalpolitikere og undervisningsministeren.

Arrangementet er bygget op, så det med film, perspektiverende debat og refleksion kan kopieres og tilpasses til undervisningssituationer i grundskoler og på ungdomsuddannelser i hele landet.  

Offentlig lancering ’Lille Grundlovsdag’ den 4. juni 2018 kl. 15.30 – 17.30 på Ryslinge Høj- og Efterskole, Højskolen 1, 5856 Ryslinge

Den 4. juni bliver DIGItalks og undervisningsmateriale offentliggjort på emu.dk

Danmarkskanon

I 2016 blev Danmarkskanonens 10 fælles danske værdier offentliggjort efter initiativ af Bertel Haarder: Frihed, frisind, velfærdsamfundet, kønsligestilling, hygge, det danske sprog, frivillighed og foreningsliv, lighed for loven, den kristne kulturarv og tillid.

DIGItalks

  • Frisind af Hella Joof, filminstruktør og skuespiller
  • Velfærdssamfund af Martin Ågerup, direktør i CEPOS
  • Frihed af Jonas Christoffersen, direktør ved Center for menneskerettigheder
  • Lighed for loven af Michael Sjöberg, formand for Den Danske Dommerforening
  • Kønsligestilling af Natasha Al-hariri, konsulent og jurist, og Nima Zamani, radiovært
  • Det danske sprog af Maya Ilsøe, manuskriptforfatter
  • Hygge af Mia Stensgaard, scenograf
  • Tillid af Anne-Marie Søndergaard Christensen, lektor i filosofi
  • Frivillighed og foreningsliv af Mathilde Zwinge, frivillig i Ungdommens Røde Kors
  • Den kristne kulturarv af Kathrine Lilleør, præst og debattør
  • Rigsfællesskabet og Grønland af Konrad Nuka Gotfredsen, billedkunstner
  • Rigsfællesskabet og Færøerne af Ragnhild Hjalmarsdottìr Højgaard, tekstilkunstner

#Klassenskanon

I forlængelse af Danmarkskanon afholdt undervisningsministeren og kulturministeren en konkurrence for de ældste elever i grundskolen og ungdomsuddannelseselever. I konkurrencen skulle elever reflektere over og argumentere for, hvilke værdier de ønsker at tage med ind i fremtidens samfund.

Vinderklasserne blev inviteret til et arrangement på Sprogø. Her oplevede elever historiens grusomme vingesus, som var grundlag for en debat om, hvad fælles værdier, som et samfund kan bygges på, betyder.



Læs mere om konkurrencen: Elevernes digte, blogs og videoer vinder skolekonkurrencen #Klassenskanon og Danmarkskanon rykker ud i klasselokalerne.