Hop til indhold

Fra 7. juni 2018 til 29. august 2018 er det muligt at søge om at få del i Undervisningsministeriets udlodningsmidler. Midlerne er en del af overskuddet fra Danske Spil A/S og Det Danske Klasselotteri A/S. Puljens formål er at støtte projekter, der ønsker at udarbejde materialer, redskaber og undervisningsforløb, som kan formidles digitalt ved hjælp af video, audio og tekster, og som kan bruges i undervisningen og til at udvikle undervisningen.

I 2018 kan der søges om tilskud inden for indsatsområde Styrket indsats for højtbegavede.

Indsatsområdet omfatter udvikling af materialer, der skal fremme indsatsen for højtbegavede elever i grundskolen, på gymnasiale uddannelser og på erhvervsuddannelser. Der er behov for udvikling af materialer til elever, der savner udfordringer, keder sig og ikke yder de præstationer, de har potentiale til. Formålet med materialerne skal være at styrke udviklingen af højtbegavede elever og en undervisning tilpasset disse elevers særlige behov og evner. I forlængelse af det, skal materialerne understøtte bekæmpelsen af, at højtbegavede elever underpræsenterer og mistrives.

Fordelingen af tilskud vil finde sted i november 2018.

Læs mere om udlodningsmidlerne 2018 og ansøgning på ministeriets side om puljen, som findes i tilknytning til puljeoversigten.