Et grundigt kig på læreplaner og skriftlige eksamensopgaver i fagene dansk, engelsk, matematik og fysik viser, at der er stor forskel på, hvilke faglige krav der er blevet stillet til gymnasieeleverne gennem de seneste 50 år. Læreplanerne er blevet mere og mere komplekse og omfattende, og fagligheden er blevet bredere med tilføjelsen af nye opgavetyper, nye teksttyper, nye arbejdsformer, øget fokus på fagenes relation til omverdenen og mere tværfaglighed. Samtidig er der blevet mindre tid til at gå i dybden med de enkelte krav.
”Selvom de faglige krav ændrer sig over tid, er der nogle grundlæggende erkendelser og færdigheder, som vi ikke må give køb på undervejs, bare fordi verden omkring os udvikler sig. Det handler blandt andet om fortsat at prioritere dybden i fagene. Det handler om at prioritere dannelsen af de unge mennesker. Jeg er enig i, at når man vil mere og mere med et fag, er der samtidig en fare for, at fagligheden bliver for overfladisk og de faglige krav for diffuse, ” siger undervisningsminister Merete Riisager.
Samlet set kan undersøgelsen, der er lavet af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), danne grundlag for både faglige og politiske drøftelser af, hvilke dimensioner af faglighed der fremadrettet skal prioriteres. Undersøgelsen giver anledning til et kritisk blik på, om afbalanceringen af kravene i de enkelte fag er den rette, og hvor fagene skal bevæge sig hen.
Selvom de faglige krav ændrer sig over tid, er der nogle grundlæggende erkendelser og færdigheder, som vi ikke må give køb på undervejs, bare fordi verden omkring os udvikler sig. .
- Merete Riisager
For at få det fulde billede og kunne se, hvor hullerne i fagligheden er, vil Merete Riisager gerne have undersøgt, hvordan de faglige krav bliver omsat til viden ude i klasselokalet, og hvad eleverne reelt har lært – de to aspekter af fagligheden vil hun derfor se nærmere på.
Også ”Aftagerpanelet”, som er nedsat som en del af gymnasiereformen, skal drøfte undersøgelsen og pege på muligheder for at følge fagligheden fremadrettet, når panelet mødes den 30. maj. Panelets input kommer til at indgå i det arbejde, som skal bygge videre på undersøgelsen.
Undersøgelsen viser overordnet på tværs af de fire fag:
- Fagene og fagligheden forandrer sig i løbet af perioden, og dermed forandres også de faglige krav, og hvad der er svært i de fire fag.
- I alle fire fag ses en kompleksitetsforøgelse i faget i løbet af perioden. Kompleksiteten i fagene forøges ved en udvidelse af fagene i bredden samtidig med, at der fastholdes krav om dybdeelementer i fagene.
- Man skal nå omkring mere på kortere tid i fagene, hvilket i praksis kan give mindre rum for fordybelse og arbejde i dybden.
Undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Formålet med undersøgelsen er at kortlægge den faglige udvikling inden for fagene dansk, engelsk, matematik og fysik i det almene gymnasium (stx) i perioden 1967-2017 samt vurdere udviklingen i sværhedsgraden i de faglige krav i perioden.
Undersøgelsen er gennemført som en dokumentanalyse af læreplaner og skriftlige eksamensopgaver. Der er udvalgt fire nedslagsår: 1970, 1988, 2000 og 2014. Derudover perspektiveres der til læreplanerne for de fire fag på stx, som de så ud med gymnasiereformen, der trådte i kraft i august 2017. Til undersøgelsen har været tilknyttet en ekspertgruppe til hvert af de fire fag.
Undersøgelsen er en del af den politiske aftale om styrkede gymnasiale uddannelser.