Elever med udeskoleundervisning lærer på en anden måde end ved andre undervisningsformer. Det konkluderer en ny evaluering af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE). Gennem udeskoleundervisningen får eleverne praktisk forståelse for emner, de har arbejdet teoretisk med. Desuden er udeskole med til at fremme elementer i folkeskolereformen som variation i undervisningen, øget bevægelse og åben skole, konkluderer evalueringen.
Af evalueringen fremgår også, at især ledelsens rolle og prioritering af udeskole, herunder at sikre tid til planlægning af aktiviteter og deling af udeskoleforløb, har en stor betydning i forhold til at fremme og sikre udeskole fremadrettet. Derudover viser rapporten, at udeskoleundervisningen har en positiv virkning på trivslen hos de elever, der har deltaget i projektet i indskolingen, mens udeskoleundervisningen generelt ingen positiv effekt har på elevernes faglige niveau målt på elevernes resultater fra de nationale test i dansk, læsning og matematik.
Projektet blev sat i gang i foråret 2014 med henblik på at indsamle erfaringer, videreudvikle og udbrede viden om udeskole. Projektet havde til formål at udvikle og formidle praksisnær viden om udeskole og herved understøtte en videreudvikling af arbejdet med udeskole og skabe et godt grundlag for udbredelse af udeskole som undervisningsmetode. Desuden har formålet med projektet været at styrke fokus på det faglige udbytte af udeskole gennem systematisk kobling mellem teori og praksis, styrket bevægelse i skolen og elevernes alsidige udvikling.
Projektet har omfattet tre delelementer:
- En kortlægning af den eksisterende udeskolepraksis i Danmark,
- En undersøgelse af udeskolepraksis på erfarne udeskoler og
- Et forsøg med implementering af udeskolepraksis på skoler, der ikke havde stor erfaring med udeskole. Den nye evaluering vedrører den sidste og tredje del af projektet, der alene fokuserer på de skoler, der ikke tidligere har beskæftiget sig meget med udeskole.
Om 'Udvikling af Udeskole'
Udeskole er en bred betegnelse for undervisning med udgangspunkt i fagenes mål (Fælles Mål), der regelmæssigt og over længere tid gennemføres uden for klasseværelset og skolens mure. Udeskole bygger på et samspil mellem undervisning inde og ude. Udeskole kan foregå mange steder, eksempelvis i skolegården, naturområder, virksomheder, museer, kirker, genbrugspladser, andre pladser mv.