En ny rapport fra EVA viser, at e-learning og blended learning bruges på alle typer af VEU. De vellykkede digitale forløb finder sted på de institutioner, der strategisk har satset på digitalisering og prioritet det ledelses- og ressourcemæssigt. Det er fx ved at investere i at skabe gode digitale læringsmiljøer og udvikle fleksibelt understøttende læringsplatforme. De institutioner har også skabt gode rammer for teknisk og it-didaktisk støtte til og kompetenceudvikling af underviserne, materialer og læringsaktiviteter.
EVA offentliggør også et inspirationskatalog med syv tiltag, den enkelte institution kan tage for at øge kvaliteten i digitale læringsforløb. De syv er blandt andet, at deltagernes forudsætninger for at deltage i digitale læringsforløb skal afklares, at relationen mellem undervisere og deltagere skal styrkes i det virtuelle rum, og at både deltagere og undervisere skal have faglig støtte.
Styrelsen for It og Læring har i samarbejde med Styrelsen for Forskning og Uddannelse fået udarbejdet en række analyser, der afdækker erfaringen med digitale teknologier og digitale undervisningsforløb på voksen- og efteruddannelserne (VEU). Det sker som led i implementeringen af trepartsaftalen fra 2017 mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter om en styrket og mere fleksibel VEU.
EVAs delrapport er den anden af i alt to delrapporter og supplerer første delrapport med resultater fra blandt andet casestudier og interviewundersøgelser, der bidrager til at formidle erfaringer og viden om, hvor og hvornår e-læring og blended learning – blanding af almindelig og netbaseret undervisning – kan anvendes.
Læs mere
- Læs rapporten: ”Erfaringer med digitalisering af VEU - Afsluttende rapport om udbredelse og kvalitet af e-læring og blended learning på VEU-området” (eva.dk) (pdf)
- Læs inspirationskataloget med de syv bud (eva.dk) (pdf)
- Læs den tidligere nyhed om offentliggørelse af de tre VEU-digitaliseringsanalyser
- Læs mere om arbejdet med digitalisering af VEU i regi af Trepart III