Børn med svag socioøkonomisk baggrund og udsatte børn er blandt dem, der i gennemsnit klarer sig dårligst i den danske folkeskole. Det er én af folkeskolens store udfordringer, blandt andet fordi børns faglige og sociale kompetencer i skolen har indflydelse på deres senere muligheder i ungdoms- og voksenlivet.
Forsøg med fire indsatser
Forsøgsprogrammet Styrket faglighed blandt udsatte børn i folkeskolen har til formål at forbedre det faglige niveau i dansk og matematik hos udsatte børn og børn med lav socioøkonomisk baggrund. Projektet består af to skolerettede og to skoleunderstøttende indsatser.
De to skolerettede indsatser foregår i undervisningen og er målrettet skoler, hvor mindst fem elever i klassen har forældre med grundskole eller gymnasial uddannelse som højest fuldførte uddannelse. De to skoleunderstøttende indsatser i hjemmet er målrettet børn som enten er anbragt eller modtager en forebyggende foranstaltning i hjemmet. De skoleunderstøttende indsatser er også afprøvet blandt fagligt udfordrede børn.
De to skolerettede indsatser er Struktureret elevsamarbejde på tværs af årgange og Supplerende faglig støtte fra studerende. I Struktureret elevsamarbejde læser ældre elever over et forløb på 14 uger sammen med yngre elever. I Supplerende faglig støtte laver en gruppe yngre elever, der er fagligt udfordrede i matematik, matematikøvelser med lærer- eller pædagogstuderende i en periode på 14 uger.
De to skoleunderstøttende indsatser er Makkerlæsning, hvor barnet gennem 16 uger læser med en forælder eller en anden omsorgsperson, og Klub Penalhus, hvor barnet i løbet af 16 uger modtager seks pakker med blandt andet bøger, matematikmaterialer og spil.
Du kan læse mere om indsatserne i:
Evalueringsrapporten (pdf) (Opdateret den 25. marts 2020)
Det praksisrettede resumé (pdf)
Resultater på elevernes faglige kompetencer og trivsel
Evalueringen indikerer, at de skolerettede indsatser ikke har effekt på elevernes faglige kompetencer målt ved de nationale test. Det vil sige, at de elever, der fik tildelt indsatserne, ikke klarer sig bedre i læsning og matematik end de elever, der deltog i den almindelige undervisning. De skolerettede indsatser har vist få, men midlertidige effekter på visse aspekter af elevernes trivsel.
De skoleunderstøttende indsatser har visse effekter i forhold til børnenes evner i læsning. Den ene indsats, Makkerlæsning, har således en vis effekt på elevernes evne til at knække den alfabetiske kode og identificere ord. Den anden indsats, Klub Penalhus, har tilsvarende en effekt på afkodning blandt fagligt udfordrede børn.
De skoleunderstøttende indsatser har ifølge rapporten flere positive effekter på børnenes trivsel. Nogle af børnene er samtidig blevet gladere for at gå i skole, og flere makkerlæsere fortæller, at de har oplevet større læselyst og øget selvtillid hos børnene.
Den 12. september 2019 afholder Trygfondens Børneforskningscenter, Socialstyrelsen og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet en konference om blandt andet indsatserne og resultaterne af afprøvningen. Der vil også være oplæg og workshops med fokus på, hvad vi ellers ved om udsatte børn og tiltag til at styrke deres faglighed. Læs mere om konferencen Styrket faglighed blandt udsatte børn (http://childresearch.au.dk).
Fakta om evalueringen
Forsøgsprogrammet Styrket faglighed blandt udsatte børn i folkeskolen er satspuljefinansieret og blev igangsat i 2015. Det har været drevet i et samarbejde mellem Socialstyrelsen og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Evalueringen er gennemført af Trygfondens Børneforskningscenter i samarbejde med Rambøll Management Consulting og VIA University College.
Evalueringen er udført ved hjælp af et lodtrækningsforsøg og hviler på både kvantitative og kvalitative data. I evalueringen tages der visse forbehold for resultaterne, bl.a. fordi datamængden er begrænset pga. rekrutterings- og frafaldsproblemer, og fordi der har været udfordringer i implementeringen af indsatserne. Der gøres i evalueringen også opmærksom på, at de deltagende 5. klasseelever i læsning og matematik er testet på et niveau over deres klassetrin.