To politiske aftaler betyder, at medarbejdere og ledere i fire kommuner fritages fra hovedparten af den statslige og kommunale regulering på dagtilbuds- og folkeskoleområdet i de kommende tre år. Det er regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet blevet enige om.
Forsøgene skal løfte kvaliteten af velfærden og arbejdsglæden hos medarbejderne. Der vil stadig være enkelte krav. De såkaldte hegnspæle dækker for eksempel over, at forældrebetalingsloftet i dagtilbuddene fastholdes og folkeskolen stadig skal være gratis, samt at børn og elever med særlige behov har ret til den nødvendige støtte i dagtilbuddene og folkeskolerne.
De deltagende kommuner forpligter sig til at sætte dagtilbud og folkeskoler fri fra kommunale dokumentationskrav. På dagtilbudsområdet er det Helsingør Kommune og Rebild Kommune, mens det på folkeskoleområdet er Esbjerg Kommune og Holbæk Kommune.
”Al den styring, som vi hen over de senere årtier har pålagt skoler og daginstitutioner, går ud over arbejdsglæden og lægger bånd på fagligheden. Det var ikke hensigten, men det er ikke desto mindre resultatet. Hver enkelt regel kan være god nok. Men den samlede mængde duer ikke. Vi giver mulighed for at starte på så godt som et blankt stykke papir. Det er et nybrud, og jeg kan næsten ikke vente med at se, hvad de finder på derude for at gøre hverdagen bedre for børnene og skabe bedre dagtilbud og skoler,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
”Vi havde gerne set, at alle 98 kommuner havde fået mere frihed til at løse opgaverne på børne- og undervisningsområdet, for der er mange statslige og kommunale regler og bureaukrati, der i dag tager tid og laver benspænd i dagligdagen. Den socialdemokratiske regering har dog kun ønsket at give friheden til 2 udvalgte kommuner, og det er selvfølgelig bedre end ingen. Venstre bakker i den grad op om, at de nu får mulighed for at organisere børne- og undervisningsområdet på en ny måde, hvor medarbejderne mere frit kan afprøve nye idéer og bruge deres faglighed til at sikre bedre dagtilbud og undervisning. Vi er også tilfredse med, at vi i forhandlingerne har fået sikret det frie valg, så forældrene også fremover kan vælge den skole eller det dagtilbud, som passer til deres barn. Dermed bevares både de frie grundskoler og de selvejende og private dagtilbud og pasningsordninger, som vi kender dem i dag. Også elevråd og forældre/skolebestyrelserne har vi sikret mod at blive nedlagt i forsøget, og det er vigtigt for Venstre. De flere friheder til de to kommuner må nemlig ikke betyde mindre frit valg og indflydelse for den enkelte elev og forælder,” siger Ellen Trane Nørby, børne- og undervisningsordfører for Venstre.
”I Dansk Folkeparti ser vi frem til at følge de udvalgte kommuners tiltag i forhold til at fjerne unødigt bureaukrati på daginstitutions- og folkeskoleområdet og håber, at forsøget kan bane vej for en mere effektiv kommunal service,” siger Jens Henrik Thulesen Dahl, ordfører for Dansk Folkeparti.
”Vi har trukket for mange koncepter og regler ned over daginstitutioner og skoler, både fra kommunen og Folketinget, og jeg er derfor meget glad for at lave dette frihedsforsøg sammen med vores radikale byrødder. Det er vigtigt for mig, at der bliver stor frihed til kommunerne i forsøget, men også at forsøget ikke står i vejen for de ting, vi gerne vil sætte daginstitutioner og skoler i alle kommuner fri fra. Det skal vi ikke vente på – det vil vi i gang med med det samme,” siger Lotte Rod, børne- og undervisningsordfører for Radikale Venstre.
”I SF er vi glade for, at vi nu kan sætte både skoler og daginstitutioner fri i en række kommune, fordi vi er overbevist om, at det kommer børnene til gavn. Særligt skolerne har været holdt i et politisk jerngreb, og med den nye frihed kan institutioner og skoler bedre selv vurdere, hvordan man laver den bedste dag for børnene lokalt. Samtidig har vi fået lovning på, at frihedsforsøget ikke står i vejen for generelt at give mere frihed til skoler og institutioner på landsplan,” siger Jacob Mark, børne- og undervisningsordfører for Socialistisk Folkeparti.
”Jeg er glad for, at vi har kunne samles om at igangsætte forsøg med at give større frihed på dagtilbuds- og folkeskoleområdet. Jeg håber ikke mindst, at det vil bane vej for en permanent større frihed til landets folkeskoler, der alt for længe har befundet sig i en styringsmæssig spændetrøje. Det er værd at understrege, at det i høj grad er kommunerne, der har ansvaret for, at personalet er blevet pålagt unødvendige eller direkte forstyrrende ekstra opgaver i form af nye koncepter og krav om dokumentation. Det er derfor vigtigt at understrege, at aftalen indeholder en appel til kommunerne om at fjerne overflødig regulering og dokumentationskrav,” siger Jakob Sølvhøj, børne- og undervisningsordfører for Enhedslisten.
“Med aftalen giver vi frihed til folkeskoler og dagtilbud, men uden at de private institutioner presses. Derfor er vi i Det Konservative Folkeparti tilfredse med aftalen. Vi har store forventninger til, de erfaringer kommunerne vil gøre sig undervejs,” siger Mai Mercado, undervisningsordfører for Det Konservative Folkeparti.
”For Det Konservative Folkeparti er det en helt klar prioritet, at vi får nedbragt mængden af unødig bureaukrati, så de ansatte i dagtilbuddene oplever, at der er mere tid til kerneopgaven med børnene. Det glæder mig, at vi med aftalen giver institutionerne frihed til at tilrettelægge dagtilbuddene efter lokale ønsker og behov til gavn for børnene og deres forældre. Det har været vigtigt for mig, at forældrebestyrelserne inddrages aktivt i at skabe nye løsninger. De skal fortsat kunne være trygge ved at aflevere deres børn i dagtilbuddene. På den måde sætter vi også en tyk streg under værdien af det kommunale selvstyre i Danmark og vigtigheden af at forholde sig de lokale behov og metoder,” siger Brigitte Klintskov Jerkel, børneordfører for Det Konservative Folkeparti.
”Nye Borgerlige ønsker mere frihed og flere frie valg. Dette er et lille skridt på vejen. Vi så gerne, at alle tilbud fik frihed til at lave det bedste tilbud. Det er de dygtige fagpersoner i samarbejde med forældre og børn, der skaber de bedste tilbud. Ikke politikerne på Christiansborg,” siger Mette Thiesen, børne- og undervisningsordfører for Nye Borgerlige.
”Det er en stor dag for fagligheden i skolerne og daginstitutionerne. Nu kan vi lade fagligheden komme først og slippe nogle af de besnærende bånd, velfærden har været underlagt i kommunerne. I Alternativet er vi vilde med den her nytænkning, og vi ser gerne at samme frihed kommer til at gælde på andre områder med tiden. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se gladere ansatte og mest vigtigt gladere børn i skolerne og daginstitutionerne,” siger Torsten Gejl, ordfører for Alternativet.
Liberal Alliance bakker også op om aftalen.
Kommunerne skal nu på tilsvarende vis vedtage en omfattende fritagelse fra eksisterende kommunal og lokal regulering for de omfattede institutioner, der omfattes af velfærdsaftalerne.
Det er ambitionen, at erfaringerne fra velfærdsaftalerne efterfølgende kan anvendes som inspiration i arbejdet med at tegne stregerne for fremtidens velfærdssamfund.