Danmark har brug for, at flere unge vælger den rette ungdomsuddannelse. Det kræver bedre vejledning. Det er primært i folkeskolen, at eleverne skal have den vejleding. Men den er også nødvendig på gymnasierne, hvor en del elever overvejer at begynde på en erhvervsuddannelse. De får nu et bedre grundlag for at vælge.
Den landsdækkende vejledningsinstitution Studievalg Danmark har hidtil vejledt gymnasieelever om valg af videregående uddannelse. Men nu skal Studievalg Danmark også vejlede de unge om muligheden for at tage en erhvervsuddannelse. Aftalekredsen bag erhvervsuddannelsesreformen har afsat fem millioner kroner årligt til opgaven.
Et svendebrev er en af de sikreste veje til fast arbejde, og derfor er det ifølge regeringen vigtigt, at unge får den rigtige vejledning, når de skal beslutte sig for, hvilken uddannelse de skal tage.
”Vores samfund har hårdt brug for faglært arbejdskraft, og lige nu er der mange, som vælger gymnasiet, men senere ender med at begynde på en erhvervsuddannelse. Det kalder på bedre vejledning, så flere unge tidligere vælger rigtigt,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
”Studievalg Danmark leverer i dag et vigtigt arbejde med at vejlede gymnasieelever om de videregående uddannelser. Men der findes jo også andre uddannelser, for eksempel erhvervsuddannelserne, og dem skal gymnasieeleverne naturligvis kende. Vi skal hjælpe så mange som muligt med at vælge det, de brænder for,” siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
”Vi skal sikre, at alle unge får taget den uddannelse, der er rigtig for dem - også selv om de ikke valgte en erhvervsfagliguddannelse i første omgang, men nu drømmer om at blive tømrer, social- og sundhedsassistent eller industriteknikker. Derfor skal Studievalg Danmark selvfølgelig også kunne vejlede gymnasieelever, der har valgt forkert og ikke er blevet vejledt hen mod de erhvervsfaglige uddannelser. Med aftalen i dag gør vi op med manglende erhvervsuddannelsesvejledning. Og det er både til gavn for de unge og for samfundet,” siger undervisnings- og ungdomsuddannelsesordfører Ellen Trane Nørby fra Venstre.
”Vi skal sikre, at alle unge får rådgivning om valg af uddannelse, så de kan vælge den rigtige uddannelse for dem. De skal først og fremmest hjælpes i folkeskolen, men hvis de har valgt forkert, må de ikke opleve, at der er lukkede døre for at vælge rigtigt. Og i den sammenhæng er det vigtigt at give Studievalg Danmark mulighed for også at rådgive om erhvervsuddannelserne,” siger uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.
“Vi skal ikke begrænse unges muligheder og gøre dem nervøse for at vælge nye veje i livet, men hjælpe dem til at finde den bedste vej for dem. Derfor jeg glad for, at vi nu tager et opgør med det negative fokus på dét at skifte spor. Det er et positivt skridt, at studievalgsvejlederne fremover må guide de unge på gymnasierne i retning af en erhvervsuddannelse, hvis det er den bedste vej for eleven,” siger undervisningsordfører Anne Sophie Callesen fra Radikale Venstre.
“Det her er en rigtig god nyhed for de unge, fordi det kommer til at betyde bedre vejledning og langt flere uddannelsesmuligheder. Døren er nu helt åben for, at deres vej videre fra gymnasiet sagtens kan være en erhvervsuddannelse. Jeg tror på, at flere studenter fremover vil finde ud af, at en erhvervsuddannelse er deres rette hylde,” siger undervisningsordfører Jacob Mark fra SF.
”Det er vigtigt, at Studievalg Danmark omfatter erhvervsfaglige uddannelser, hvis vi vil styrke respekten om og motivere flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Og det er vigtigt med en baseline for at vurdere tiltagets effekt,” siger uddannelsesordfører Katarina Ammitzbøll fra Konservative.
Den 1. januar 2021 vil Studievalg Danmark gå i gang med den nye vejledningsopgave.