Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har udarbejdet et inspirationspapir til kommuner og erhvervsskoler med vejledning og anbefalinger til gode lokale samarbejder om unge, der starter på en erhvervsuddannelse fra uddannelseshjælp.
STUK og STAR har sat fokus på det lokale samarbejde mellem erhvervsskoler og kommuner om unge, der starter på en erhvervsuddannelse fra uddannelseshjælp.
I efteråret 2020 afholdt STUK og STAR tre workshops rundt om i landet med erhvervsskoler og kommuner for at undersøge, hvordan deltagerne oplever samarbejdet om de unge, herunder hvilke udfordringer de møder i forbindelse hermed.
På den baggrund har STUK og STAR udarbejdet et inspirationspapir med vejledning og anbefalinger til gode lokale samarbejder. Inspirationspapiret bliver præsenteret på fem regionale webinarer i januar 2021, hvor der sættes fokus på vigtigheden af det gode lokale samarbejde.
Inspirationspapiret er tredelt og indeholder, foruden en kort introduktion til området, en vejledning om deling af oplysninger om unge samt et forslag til en samarbejdsskabelon. Samarbejdsskabelonen indeholder en række temaer, som erhvervsskoler og kommuner kan drøfte og udfylde for at tydeliggøre deres aftaler om de unge og formalisere samarbejdet herom. Skabelonen er frivillig at anvende og erhvervsskoler og kommuner kan tilpasse skabelonen, så den bedst muligt understøtter deres lokale samarbejde.
Styrelserne anbefaler, at erhvervsskoler og kommuner formaliserer samarbejdet om unge, som påbegynder en uddannelses fra uddannelseshjælp. I den forbindelse anbefaler styrelserne, at erhvervsskoler og kommuner mødes med fast kadence og skriver drøftelser og aftaler ned. Her kan samarbejdsskabelonen være et nyttigt redskab.
Der henvises i øvrigt til pjecen Samarbejde hjælper unge i uddannelse - God digital deling af oplysninger om unge.
Pjecen er i 2019 udarbejdet af Styrelsen for It og Læring (STIL) og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). Pjecen guider kommuner og uddannelsesinstitutioner til bedre digital deling af oplysninger om unge og indeholder bl.a. konkrete råd til, hvordan man opbygger et godt samarbejde og god praksis for sikker, digital datadeling. Pjecen beskriver også, hvordan man kan involvere og informere den unge i de oplysninger, som kommunen og uddannelsesinstitutionen har om vedkommende.