Folketingets Ombudsmand har i de seneste år af flere omgange kritiseret undervisningen på de interne skoler – senest i en temarapport fra juni 2020.
På baggrund af kritikken har Børne- og Undervisningsministeriet fået gennemført en større undersøgelser af undervisningen på de interne skoler, og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har gennemført et tematisk tilsyn i 2018/2019. Desuden nedsatte regeringen i januar 2020 en tværministeriel arbejdsgruppe bestående af Finansministeriet, Social- og Ældreministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet for at få inspiration til, hvad der kan gøres ved problemerne.
Alt i alt tegner der sig et billede af, at en stor del af de udsatte børn og unge i interne skoler ikke får det undervisningstilbud, de har krav på efter folkeskolelovgivningen. Dermed får de ikke ordentlige forudsætninger for at fortsætte på en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse. Desuden løfter nogle kommuner ikke i tilstrækkelig grad deres myndighedsansvar og tilsynsopgave med undervisningen på de interne skoler.
”Børn skal have de samme muligheder i livet, uanset hvor de går i skole. Uddannelse beskytter mod udsathed, og når vi kan se, at fire ud af ti af de, der går på interne skoler, ikke kommer videre med deres skolegang, så er det ikke bare nogle få ting, vi skal have skruet på. Det er hele maskinrummet, der skal have en tur,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og fortsætter:
”Rapporten giver en række anbefalinger til, hvordan vi kan gå til opgaven, så de udsatte børn og unge får den undervisning, som de har krav på. Dem vil vi arbejde videre med og tænke sammen med andre mulige initiativer, og i takt med at corona slipper sit tag, håber jeg at kunne indkalde til forhandlinger inden efterårsferien,” siger hun.
Læs afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe i sin fulde længde (pdf)
Hvad er interne skoler?
Interne skoler er undervisningstilbud på anbringelsessteder og i dagbehandlingstilbud, der har til formål at sikre, at børn og unge, der bliver anbragt på et anbringelsessted eller henvist til et dagbehandlingstilbud får en undervisning, der lever op til kravene i folkeskoleloven og som giver grundlag for videre uddannelse.
Undervisning på interne skoler er specialundervisning, hvilket betyder, at det kun er udsatte børn og unge med specialundervisningsbehov, der kan henvises til undervisning på en intern skole. I skoleåret 2019/2020 gik cirka 3.300 elever i interne skoler.