Hverdagen for landets elever og kursister er normal igen. COVID-19 er ikke længere en samfundskritisk sygdom. Regeringen og Folketingets partier er derfor enige om, at sommerens prøver på de fleste uddannelser på Børne- og Undervisningsministeriets område skal afholdes som normalt.
Regeringen og partierne er samtidig enige om enkelte undtagelser: Landets afgangselever i grundskolen og på gymnasiale uddannelser afslutter til sommer flerårige uddannelsesforløb, hvor store dele af uddannelsesforløbet har været underlagt forskellige restriktioner og forstyrrelser som følge af COVID-19. Forstyrrelser, som trods en ekstraordinær indsats af både elever og undervisere har kunnet mærkes. Derfor er man på linje med sidste år enedes om en model med færre prøver for elever i 3. g og grundskolens afgangsklasser.
Parterne bag aftalen er blandt andet enige om, at:
- Der afholdes færre prøver i grundskolen end normalt, så der alene afholdes fire prøver i 9. klasse mod normalt syv prøver og fire prøver i 10. klasse mod normalt op til 11 prøver. Den praktiske/musiske valgfags-prøve i 8. klasse aflyses. Elever i grundskolen får standpunktskarakteren på beviset, hvis standpunktskarakteren er højere end prøvekarakteren.
- Der afholdes færre prøver for elever i 3.g på de gymnasiale uddannelser end normalt, så elever i 3.g alene skal til fire prøver. Alle prøver afholdes som normalt i 1.g og 2.g samt på hf, hf-enkeltfag, GSK, SOF og GIF. Det bliver dog muligt for elever på hf at bede uddannelsesinstitutionen om kun at komme til fire prøver til sommer.
- Der ændres ikke i antallet af prøver på erhvervsuddannelserne. Det skyldes, at der allerede er indført en høj grad af fleksibilitet i prøveafviklingen på erhvervsuddannelserne.
- Der ændres ikke i antallet af prøver på blandt andet FVU, AMU og avu.
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er glad for, at der nu skabes afklaring for de elever, som skal til eksaminer og prøver til sommer.
”Coronaen har sat sine tydelige spor på rigtig manges skolegang, og det skal vi selvfølgelig tage alvorligt. Med aftalen tager vi hensyn til, at det har været en særlig tid og mit håb er, at alle får en god og fair oplevelse med at gå til eksamen,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
“Efter alt for mange og lange coronanedlukninger, er hverdagen endelig blevet normal igen for landets elever og kursister. Det er godt, og derfor skal vi også tilbage til en normal afslutning og eksamenssituation. Vi må dog også erkende at eleverne ikke har fået den uddannelsestid de havde fortjent. Det tager vi højde for med denne aftale, hvor elever i 3.g og grundskolens afgangsklasser får reduceret prøveantallet og hvor vi i øvrigt skaber klarhed omkring sommerens prøve-vilkår, så eleverne, kursisterne og deres undervisere kan forberede sig bedst muligt frem mod studentereksamen, svendebrev, folkeskoleafslutning eller anden eksamen,” siger Ellen Trane Nørby, Venstre.
”Med denne aftale giver vi eleverne ro på med færre prøver. Selvom pandemien er aftaget, så har det været to svære år med lange nedlukninger, online undervisning og afsavn af fællesskabet i klasserne. Det har haft negativ betydning for både læringen og for trivslen, og derfor vil det være urimeligt at kræve, at eleverne skal afslutte folkeskolen og gymnasiet på normale vilkår. For SF er det vigtigt, at alle elever får en god afslutning på deres tid i folkeskolen og gymnasiet, og derfor har det været en stor prioritet, at vi igen i år laver særregler,” siger Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti.
”Vi står over for et valg mellem, om resten af skoleåret skal være undervisning eller kun gå op i træning til eksamen. I Radikale Venstre mener vi, at eleverne efter endnu et med corona skal have alt andet end teaching to the test. De skal have god og bred undervisning. Derfor har vi i Radikale Venstre presset på for at skrue ned for eksaminerne, så der er mere tid til undervisning og til i det hele taget til at fordybe sig og dyrke fællesskaberne. Vi har lyttet til ønskerne fra elever og lærere og er især glade for, at vi er kommet igennem med at give folkeskolen præcis samme model som sidste år,” siger Lotte Rod, Radikale Venstre.
“Til sommer afsluttes endnu et skoleår, hvor coronaen i stor udstrækning har spændt ben for den almindelige undervisning i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Det har været vanskelige vilkår for mange elever, og jeg glæder mig derfor over, at vi igen har kunne samles om at tilpasse eksamensvilkårene. Det er fornuftigt, at ekstraordinære undervisningsforhold ledsages af ekstraordinære eksamensforhold,” siger Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.
“Selvom vi er tilbage til normalen efter corona, så har særligt afgangseleverne haft dårligere betingelser for at få tilstrækkelig undervisning i perioder med nedlukning. Derfor bakker Konservative op om at lave undtagelser til sommerens prøver,” siger Mai Mercado, Konservativt Folkeparti.
”Dansk Folkeparti er glade for at vi nærmer os en normal situation, hvor prøver i vidt omfang kan gennemføres som vanligt. Vi anerkender at der med denne aftale gives enkelte lempelser samtidig med, at der opretholdes så normale forhold som muligt,” siger Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.
”Med denne aftale sikrer vi eleverne en ordentligt afslutning på nogle svære år. Det skylder vi dem. Derfor bakker Nye Borgerlige selvfølgelig op om aftalen,” siger Mette Thiesen, Nye Borgerlige.
Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne står også bag aftalen.
Ved aflyste prøver vil elever få ophøjet den afsluttende standpunktskarakter til prøvekarakter. De konkrete elementer i aftalen, som dækker hele Børne- og Undervisningsministeriets område, fremgår af aftaleteksten.
Find senest opdaterede spørgsmål/svar om sommerens prøver på uvm.dk
Oversigt over sommerens prøver
Grundskolen
- 9. klasse – 4 prøver: Dansk (mundtlig og skriftlig), engelsk (mundtlig), og matematik (skriftlig).
- Prøven i skriftlig dansk i 9. klasse består af læsning, retskrivning og skriftlig fremstilling.
- Prøven i skriftlig matematik i 9. klasse består af en prøvedel uden hjælpemidler og en prøvedel med hjælpemidler.
- 10. klasse – 4 prøver: Dansk (mundtlig og skriftlig) og matematik (mundtlig og skriftlig).
Gymnasiale uddannelser
Stx, hhx htx
- 1. g og 2.g – Alle prøver afholdes.
- 3.g. – 4 prøver: Mundtligt forsvar af SRP/SOP, dansk (skriftligt), 2 mundtlige prøver i studieretningsfag (A og B-niveau) eller andet A-niveaufag. Elever, der har afsluttet SOP i vinterterminen, skal til prøve i dansk (skriftligt) og 3 mundtlige prøver i studieretningsfag eller andet A-niveaufag. (Elever, der har afsluttet SOP i vinterterminen, og som alene fik en karakter for det skriftlige produkt, kan vælge at få annulleret karakteren og gå til mundtligt forsvar og få en ny samlet karakter.)
Hf mv.
- 1. hf/hf-enkeltfag/GSK/SOF/GIF – Alle prøver afholdes
- 2. hf. – Alle prøver afholdes. En elev kan dog bede sin skole/institution om kun at komme til fire prøver (skriftlig dansk samt tre udtrukne prøver).
Eux
- Merkantile eux-elever, der ikke afslutter det studieforberedende år – Alle prøver afholdes som normalt.
- Tekniske eux-elever, der ikke afslutter deres uddannelse - Alle prøver afholdes som normalt.
- Merkantile eux-elever, der afslutter det studieforberedende år og tekniske eux-elever, der afslutter deres uddannelse – 4 prøver: Mundtligt forsvar af EOP, dansk (skriftlig) samt yderligere to mundtlige prøver.
Erhvervsuddannelser
- Alle prøver afholdes som udgangspunkt - med mulighed for lokal fleksibilitet.
AMU
- Alle prøver afholdes som udgangspunkt.
FVU
- Alle prøver afholdes som udgangspunkt.
FGU
- Den enkelte institution afgør, ud fra en pædagogisk og faglig vurdering, om eleverne skal til prøve, eller om de får ophøjet standpunktskarakter til prøvekarakter
Avu
- Alle prøver afholdes.