Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er nu klar med sin tilsynsstrategi for de kommende år. Tilsynsstrategien går på tværs af grundskole-, ungdomsuddannelses- og voksenuddannelsesinstitutioner og tilsynsopgaver og er bygget op om to pejlemærker:
- STUK sætter elever og kursister først
- STUKs tilsyn og vejledning er konkret og anvisende
Konkret betyder pejlemærkerne, at STUK vil sætte hurtigt ind over for skoler og institutioner med lav kvalitet i undervisningen og dårlige faglige resultater. STUK vil samtidig udtage flere skoler og institutioner i tilsynet end hidtil, så tilsynet gavner en større gruppe elever og kursister, og så det i højere grad får et læringsperspektiv for alle involverede.
Pejlemærkerne indebærer derudover et fokus på at være mere konkrete i den vejledning, som STUK giver de ansvarlige, for eksempel kommunalbestyrelser, bestyrelser og ledelser af skoler og institutioner, som udtages i tilsyn. Derfor er gennemsigtighed og dialog også vigtige hjørnesten i strategien.
”Vi har taget temperaturen på vores tilsyn, og på den baggrund har vi sat retningen for de næste tre års tilsyn. Vi vil sætte elever og kursister først i tilsynet – og vi skal være mere konkrete i den vejledning, vi giver sektoren i forbindelse med tilsynsforløb. Vi har været rigtig glade for den dialog om strategien, som mange aktører har deltaget aktivt i. Det er vigtigt for mig at understrege, at dialogen med sektoren fortsætter. Vi fører tilsyn med skoler og øvrige institutioner på undervisningsområdet, som løfter en afgørende samfundsopgave, og vi forpligter os til at være transparente og inddragende. Det gælder planlægning og udførelse af vores tilsyn, ligesom vi i højere grad vil dele resultaterne og den læring, vi opnår gennem tilsynet. Med en god dialog kan den blive til gavn for langt flere,” siger Julie Elm Vig Albertsen, direktør i STUK.
Læs tilsynsstrategien
Hvad indeholder den nye tilsynsstrategi?
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fører tilsyn med, at eleverne får kvalitet i undervisningen.
STUK fører også tilsyn med, at skoler og institutioner anvender statstilskud effektivt inden for deres formål samt opretholder en økonomisk forsvarlig og bæredygtig drift i overensstemmelse med lovgivningen.
Tilsynet skal være med til at skabe de bedst mulige rammer for undervisning af børn, unge og voksne og gøre det lettere for skolerne at give god undervisning.