Bliv klar til nye data om voksnes færdigheder
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet inviterer til webinar om den kommende PIAAC-undersøgelse torsdag den 20. juni kl. 14:30-15:30.
Webinaret er for forskere, analytikere og studerende, der ønsker at inspireres til og planlægge, hvordan de kan bruge data fra den kommende PIAAC-undersøgelse, når styrelsen offentliggør den i december 2024.
PIAAC-undersøgelsen indeholder bl.a. data om voksnes læse-, regne- og problemløsningsfærdigheder, beskæftigelsesforhold og tillid til andre. Forskere og analytikere kan søge om adgang til at sammenholde disse data med registerdata.
Tilmeld dig webinaret senest torsdag den 13. juni kl. 14:30.
Om PIAAC-undersøgelsen
PIAAC står for Programme for Assessment of Adult Competencies og er en international undersøgelse af voksnes læse-, regne- og problemløsningsfærdigheder.
I Danmark er PIAAC gennemført blandt et repræsentativt udsnit af den voksne befolkning i alderen 16-65 år. Deltagerne i undersøgelsen har svaret på et baggrundsskema om bl.a. uddannelsesbaggrund og beskæftigelsesstatus samt gennemført en test i læsning, regning og adaptiv problemløsning.
PIAAC gennemføres hvert 10. år og blev gennemført første gang i 2012. Resultaterne for PIAAC 2022 publiceres i december 2024.
PIAAC i Danmark finansieres af:
- Børne og Undervisningsministeriet
- Beskæftigelsesministeriet
- Erhvervsministeriet
- Uddannelse- og forskningsministeriet
- Udlændinge- og Integrationsministeriet
- Finansministeriet
Eksempler på studier, der har anvendt data fra PIAAC 2012:
Bingley, P., Lyk-Jensen, S. & Rosdahl, A. (2022). Military service and human capital formation: Evidence from a draft lottery (journals.uchicago.edu)
Rotger, G. P., Jeppesen, T. & Larsen, M. (2022). Basale færdigheders betydning for beskæftigelse – Evidens for personer med grundskole, gymnasial eller erhvervsfaglig uddannelse (vive.dk)